Erhverv
0

Huawei venter ny kamp med USA over internet of things

Huawei satser på at sætte sig tungt på internet of things-markedet og dermed definere industristandarden. Foto: Bloomberg/Qilai Shen.

Teleudstyrsgiganten Huaweis stifter, Ren Zhengfei, forudser, at den næste store kamp med USA bliver over selskabets skub mod internet of things og såkaldte smartfabrikker.

Det skriver Financial Times.

Huawei har i stigende grad udviklet chips og software til selskaber, der forbinder selskabernes fabrikshaller til internet og gør det muligt at automatisere og observere produktionen.

Kinas overlegenhed, når det kommer til produktion, giver Huawei et stort potentielt marked for sin nye teknologi samt muligheden for at sætte en teknisk standard, som resten af verden senere vil tage i brug.

Den kinesiske regering estimerer, at den industrielle internet of things-sektor sidste år var 44 mia. dollar værd - svarende til knap 291 mia. kr. - med en årlig vækst på 25 pct.

Huawei-stifteren venter nu, at USA's regering vil bekrige Huaweis indtog på internet of things-markedet, når selskabet bliver førende på området.

Selskabet satser på at sætte sig tungt på internet of things-markedet og dermed definere industristandarden.

- Hvis der skulle stemmes på en internet of things-standard, ville der blive stemt på vores standard, fordi Qualcomm ikke har gjort meget inden for feltet, og vi har foretaget stor forskning inden for området, sagde Ren Zhengfei ifølge Financial Times.

Der er endnu ikke en klar industrileder inden for området. Analytiker Milly Xiang fra Gartner vurderer dog, at Huawei står stærkt, da de tilbyder en lang række produkter og aktivt bidrager til industrien.

BRANCHENYT
Læs også