Trods færre medlemmer bugner pengetankene hos landets største fagforeninger
Fire af landets største fagforeninger har trods medlemstilbagegang i titusindvis større formuer end nogensinde. De faglige kontingenter skal der dog ikke pilles ved.
Mens 82.000 medlemmer de seneste fem år har valgt at forlade fire af landets største fagforeninger, går det økonomisk bedre end nogensinde.
Regnskaberne hos 3F, HK, Foa og Dansk Metal viser, at formuerne tilsammen har rundet 13 mia. kr. – en stigning på 5,3 mia. kr. siden 2013. Alene 3F ejede ved udgangen af 2018 aktier og obligationer for over 5 mia. kr., og formuen er den største i forbundets historie.
Især sidste års salg af forsikringsselskabet Alka har skæppet i kassen.
Arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen fra Aalborg Universitet påpeger, at formuerne styrker forbundenes magtposition op til næste års overenskomstforhandlinger på det private arbejdsmarked, fordi de dermed har råd til langvarige konflikter.
»På den ene side siger fagforeningerne, at kapitalisterne skovler penge ind, men de har også selv haft gavn af aktiekursernes himmelflugt,« siger han.
Hos 3F peger hovedkasserer Ulla Sørensen netop på, at formuen skal ses i sammenhæng med risikoen for en konflikt.
»Derfor skal det økonomiske konfliktberedskab i et forbund som 3F vurderes i forhold til antallet af medlemmer, der risikerer at blive omfattet af en konflikt på enten det offentlige eller private arbejdsmarked,« oplyser hun i en e-mail.
Foa organiserer hovedsageligt offentligt ansatte, og her oplyser økonomichef Henning Brok, at fagforeningen har polstret sig til »den værst tænkelige situation«, som vil koste 138 mio. kr. om dagen, hvis det ender med konflikt, hvilket var tæt på ved forårets forhandlinger i den offentlige sektor.
Foa oplyser, at kontingentsatserne stort set har været uforandrede siden 2000, og at det ikke har været på tale at sænke dem, mens 3F faktisk har hævet sit kontingent – ganske vist marginalt – de seneste år.
I HK forklarer forbundsformand Kim Simonsen, at en stor egenkapital dels giver mulighed for investeringer, dels er god at have, når der skal tæres på strejkekassen i en konflikt:
»På den måde kan HK hjælpe sine medlemmer i en situation, hvor strejke er nødvendig.«
Dansk Metal har ikke ønsket at kommentere økonomien.
| Tal for 2018 | Medlemmer | Udvikling siden 2013 | Egenkapital i kr. | Udvikling siden 2013: |
|---|---|---|---|---|
| Dansk Metal | 72.399 | -11.055 | 1.674.423.058 | 665.668.058 |
| 3F – Fagligt Fælles Forbund | 226.271 | -38.300 | 6.713.213.000 | 2.559.213.000 |
| Foa – Fag og Arbejde | 153.985 | -12.219 | 2.211.217.000 | 642.053.000 |
| HK/Danmark | 179.262 | -20.464 | 2.568.518.000 | 1.443.033.000 |
| Samlet | 631.917 | -82.038 | 13.167.371.058 | 5.309.967.058 |

