Erhverv
0

Ny KPMG-direktør Henrik Mulvad klar med aggressivt sats: Vil stjæle forretning fra advokater på profitabelt marked

Det genrejste KPMG er klar på en stor satsning inden for advokatydelser, siger den nye chef. Også andre store rådgiverhuse kredser om det profitable juridiske marked.

Henrik Mulvad har været managing partner i KPMG i et halvt år. Han vil især gerne vokse inden for advokatmarkedet - hvis han får lov. Foto: Gregers Tycho

Indtil videre er det forbudt – men den nye KPMG-chef er klar til at investere tungt i en advokatforretning, hvis lovgiverne åbner området for en revisionskoncern.

»Der er specielle regler i Danmark, som gør, at der ikke er nogen af de store rådgiverhuse, der har åbnet et decideret advokatbureau. For hvis du blev ansat her nu, kunne du ikke kalde dig advokat. Derfor har vi alene jurister ansat, ikke advokater. Men det kunne vi helt sikkert godt tænke os – inden for legal (juridisk rådgivning, red.) er jeg vækstmæssigt rimeligt aggressiv,« siger Henrik Mulvad.

Han blev managing partner for KPMG den 15. januar i år og har altså siddet i stolen i godt et halvt år.

KPMG er ved at komme på fødderne efter at være skudt i sænk i 2012/13, da alle partnerne forlod selskabet og rykkede til konkurrenten EY.

Nu er det Henrik Mulvads og KPMG’s plan at udse sig områder, man vil excellere i – og altså ikke nødvendigvis blive lige så stor, som KPMG var for fem år siden.

Et af satsningsområderne er legal, og KPMG har allerede opbygget en afdeling med legal og skat, som er vokset fra nul medarbejdere i 2014 til nu over 200.

»For KPMG globalt er det et af de hurtigst voksende forretningsområder. Vi er også i legal service i Danmark, og vi vil meget gerne udvikle det, og det er noget, kunderne efterspørger mere af. Det kan være i forbindelse med virksomhedshandler eller inden for skat eller revision.«

Revisionskrigen
  • Den store kanon i revisionskrigen gik af i november 2013, hvor Jesper Koefoed, daværende adm. direktør i KPMG, trak små 50 partnere med sig over i en fusion med en af de største konkurrenter, EY. Begrundelsen var, at de hellere ville ind under det internationalt større EY.
  • Rykket betød, at EY i Danmark gik fra at være nr. 5 til at være nr. 2 på det danske marked.
  • Meget hurtigt besluttede det globale KPMG at svare igen og opbygge et nyt dansk selskab med Thomas Hofman-Bang i spidsen.
  • Krigen i revisionsbranchen har presset prisen på revision betydeligt og afstedkommet et indædt slagsmål om de største kunder blandt de danske virksomheder.
  • Ville I købe et advokatfirma?

    »Det vil vi nok ikke gøre. Der ville være en masse konkurrenceklausul-regler, der ville komplicere det, så vi ville vi nok prøve at ansætte nogen og bygge noget op eller lave nogle alliancer med nogen,« siger Henrik Mulvad.

    Også Deloitte og PWC har bygget en stor juridisk afdeling op, men de ønsker ikke på nuværende tidspunkt at kommentere de videre ambitioner.

    EY melder sig lige som KPMG klar i startboksen og betragter også det juridiske område som et satsningsområde.

    »Det er et af vores indsatsområder, og vi har oprustet løbende. Vi har dog ikke været ude at købe advokatvirksomheder eller lignende, for der afventer vi situationen i forhold til Konkurrencerådets undersøgelse,« siger Torben Bender, managing partner i EY.

    Konkurrencestyrelsen er i øjeblikket ved at undersøge markedet for advokatydelser, herunder om der er konkurrence nok, og om markedet med fordel kan liberaliseres ved, at andre end advokater får adgang til at eje advokatfirmaer.

    Hvis nu man frigiver advokatområdet, hvad gør I så?

    »Vi vil kigge på udfaldet af Konkurrencerådets undersøgelser. Men Big Four (KPMG, EY, Deloitte, og PwC, red.) og også EY i udlandet har advokatfirmaer rundt omkring i verden, så vi er ikke fremmede over for idéen om at eje advokatvirksomhed, Men det kan også være, at vejen går gennem alliancer med advokatfirmaer, som så måske bliver integreret over tid. En eller anden udvikling over tid vil en liberalisering kunne sætte i gang,« siger Torben Bender.

    BRANCHENYT
    Læs også