Erhverv

23 år og chef for 16: Ung iværksætter har succes med digitalt kassesystem

Mads Wedderkopp droppede for fem år siden ud af gymnasiet for at satse på virksomheden Quickorder, der forventer en omsætning på 10 mio. kr.

23-årige Mads Wedderkopp og teamet bag Quickorder takkede nej til at deltage i DR's Løvens Hule. Foto: Vækstfonden

Mads Wedderkopp droppede for fem år siden ud af gymnasiet for at satse på virksomheden Quickorder.

Det har indtil videre vist sig at være en god idé, og Mads Wedderkopp er nu direktør for 16 ansatte. Idéen til virksomheden startede efter en omgang øl på en café i Odense, der ikke kunne følge med de mange gæster i sommervarmen.

»Tjenerne rendte rundt som hovedløse høns, og vi ville bestille endnu en øl, men det kunne vi ikke komme til. Vi tænkte, at det ikke kunne passe, at der ikke var en teknologisk løsning på problemet - men det viste sig, at det var der ikke,« siger Mads Wedderkopp.

Sammen med en håndfuld gymnasiekammerater hævede han efterfølgende børneopsparingen og udviklede et digitalt kassesystem, der giver restauranter mulighed for at styre løn- og vagtplan, bordbooking, kasse og terminaler fra samme platform.

Som 13-årig åbnede Mads Wedderkopp sin første webshop, og dét at være iværksætter og sætte ting i gang, er noget, han altid har haft lyst til.

»Hvis jeg får en idé, er jeg hurtig til at teste den af, og samtidig er jeg absurd målrettet. Helt vildt målrettet,« siger han.

Han påpeger, at medstifterne Lucas Sørensen, Thomas Egelund, Kasper Aagaard Thomsen og Andreas Aagaard Thomsen alle har kvaliteter, han ikke selv besidder. Derfor komplementerer de hinanden godt.

»Jeg er meget strategisk anlagt, og jeg er god til at se det større billede. Derfor har jeg den rolle i virksomheden, jeg har. Men jeg har ikke stor teknisk viden i forhold til nogle af de andre, og jeg er heller ikke særligt kreativ eller god til at skabe den gode brugeroplevelse,« siger Mads Wedderkopp.

Hvis jeg får en idé, er jeg hurtig til at teste den af, og samtidig er jeg absurd målrettet. Helt vildt målrettet.

Mads Wedderkopp, direktør i Quickorder

Selskabet har netop rundet kunde nummer 300 i den danske restaurationsbranche - deriblandt Radisson Hotel i Aalborg - og Mads Wedderkopp forventer at lande en omsætning på godt 10 mio. kr. det næste år.

Og at have direktør stående på sit visitkort, når man kun er 23 år, er da også noget, andre studser over.

»Rigtig mange spørger »kan det overhovedet passe?« Man møder nogle, der er skeptiske, men andre falder nærmest på halen af begejstring. Det er selvfølgelig sjovt at opleve,« siger Mads Wedderkopp.

Virksomheden får i øjeblikket mellem 30 og 40 nye kunder om måneden, og inden 2025 har selskabet et ønske om at være Europas største af sin slags. Mads Wedderkopp og medstifterne er derfor på jagt efter en investor, som kan hjælpe med at udvide virksomheden internationalt.

Quickorder har i forvejen faste planer om at få virksomheden ind på det norske marked, og serieiværksætteren Esge Christensen, som blev en del af virksomheden tidligere på året, skal hjælpe virksomheden med at blive set i Norge.

»Han er en vildt spændende profil, og det er lidt af et scoop. Da han dukkede op, var der ingen tvivl om, at han skulle med ombord,« siger Mads Wedderkopp.

Esge Christensen har de seneste fem år opbygget virksomheden Notaplan, der leverer et kassesystem, som er opbygget på samme måde som Quickorders, til autobranchen. Notaplan blev solgt til softwarevirksomheden Eg for et trecifret millionbeløb i 2017.

Quickorder, der blev stiftet i 2014, fik en investering på 10 mio. kr. tilbage i januar. Investeringen var bl.a. finansieret af Vækstfonden og it-investoren Stefan Rosenlund.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS fødevarebranchen, hvor vi ser på fordel og ulemper i forhold til de en af de idéer, som forsøger at bygge verdens med avancerede fødevareprinter.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også