Investorer er begejstrede for udenlandske topchefer
Næsten halvdelen af topcheferne i C25-selskaberne er udlændinge. Investorer og analytikere er begejstrede for tendensen.
Der kommer stadig flere udlændinge i hjørnekontorerne i de største danske virksomheder, og det er de professionelle investorer og aktieanalytikerne rigtig glade for.
Det skriver Børsen.
Aktuelt er 10 af de 24 topchefer i eliteindekset C25 fra udlandet, og tendensen går igen i de mindre børsnoterede selskabet.
»De danske selskaber er blevet meget internationale de sidste 20-30 år. Det stiller nye krav til bestyrelse og ledelse om kompetencer, som man måske ikke altid kan finde i det danske kandidatfelt, og så nytter det jo ikke noget at indsnævre feltet til kun DK,« siger investeringschef i MP Pension, Anders Schelde, til Børsen.
Det nyeste eksempel på et internationalt islæt i C25 er amerikanske Juan José Gonzalez, der lidt overraskende afløste Ambus mangeårige topchef Lars Marcher i maj i år.
Ifølge chefaktieanalytiker Michael Friis Jørgensen fra Alm. Brand skal en del af forklaringen findes i, at udlandets ejerandel af de store danske aktier er vokset kraftigt fra ca. 35 pct. før finanskrisen til op mod 60 pct. nu. Hertil kommer, at 95 pct. af selskabernes omsætning ligger i udlandet, hvis man ser bort fra finansaktierne.
Derfor er det enormt vigtigt, at topchefen kan kommunikere med andre end danske investorer.