Erhverv

Verdens største flyselskab holder ulykkesfly på jorden til november

American Airlines har besluttet at aflyse afgange med Boeing 737 Max-fly frem til november.

Problemerne med Max-flyene betyder, at Boeing har været nødt til at placere nogle af flyene på almindelige parkeringspladser ved sin fabrik i det nordvestlige USA. Foto: Lindsey Wasson/Reuters

Problemerne med Boeing 737 Max-flyene har nu fået verdens største flyselskab, American Airlines, til at aflyse et stort antal afgange.

American Airlines har som følge af problemerne aflyst afgange frem til 2. november. Ifølge det store flyselskab resulterer det i ca. 115 aflysninger pr. dag i denne periode.

»American Airlines er fortsat overbevist om, at forestående softwareopdateringer til Boeing 737 Max sammen med ny træning, som Boeing udvikler i samarbejde med vores samarbejdspartnere, vil føre til gencertificering af flyet i år,« skriver flyselskabet på sin hjemmeside.

Det store flyselskab, der har 24 737 Max-fly i sin flåde, havde tidligere aflyst afgange frem til 2. september, men selskabet har nu forlænget aflysningerne med to måneder. Samtidig med, at American Airlines har set sig nødsaget til at aflyse flere afgange, er der nu meldinger om, at ulykkesflyet først kommer på vingerne i 2020.

737 Max-flyene blev groundet af i marts, efter at flytypen havde været involveret i to flystyrt, som har kostet 346 menneskeliv.

Det menes, at de to styrt med 737 Max-flyene skyldes en softwarefejl, som under særlige omstændigheder tvinger flyets næse nedad, selv om piloterne forsøger at rette det op.

Boeings rettelse af fejlen skal godkendes af de amerikanske luftfartsmyndigheder, inden flyene igen kan komme i luften, og arbejdet med at få flyet på vingerne igen trækker ud.

BRANCHENYT
Læs også