Erhverv

Spansk tøjgigant vil være grønnere: Alt tøj skal produceres bæredygtigt inden 2025

Inden 2025 skal alt tøj, der produceres af tøjkoncernen Inditex, være 100 pct. bæredygtigt, lover koncernen. Inditex står bl.a. bag den kendte tøjkæde Zara.

Arkivfoto. Foto: Imaginechina via AP

Inden 2025 skal alt tøj, som bl.a. den kendte tøjkæde Zara sælger, være produceret af 100 pct. bæredygtige materialer.

Sådan lyder løftet fra den spanske tøjgigant Inditex, der hører til blandt verdens største tøjkoncerner og står bag kæder som Zara, Zara Home, Massimo Dutti og Pull & Bear.

Ifølge det britiske medie the Guardian blev løftet fremført af Initexs topledelse på koncernens årlige generalforsamling.

»Vi bliver nødt til at drive forandringen – ikke bare i vores egen virksomhed, men også i hele branchen,« lyder det fra topchefen i Inditex, Pablo Isla.

Konkret skal alle kollektioner fra Zara og andre tøjmærker, der hører under vingerne på Inditex, være produceret af 100 pct. bæredygtige materialer inden 2025. Allerede i 2023 skal al viscore-stof, som koncernen bruger i sin produktion, være bæredygtigt.

Samtidig sigter tøjkoncernen efter, at 80 pct. af al den energi, der bliver brugt i Inditex' hovedkvarter, fabrikker og butikker, skal komme fra vedvarende energi.

»Det er os selv, der har fastlagt målene. Drivkraften i denne forandring skal komme fra vores kommercielle afdeling, fra folkene, der arbejder med vores underleverandører og dem, der kontrollerer materialerne,« siger Pablo Isla.

Inditex-koncernen havde sidste år en omsætning på 26,1 mia. euro, hvilket svarer til knap 195 mia. danske kroner. Bundlinjen endte med et plus på 3,4 mia. euro.

Selv om Inditex huser en række forskellige tøjmærker, er det dog Zara, der er langt det største. Mærket står for ca. 70 pct. af den samlede omsætning i koncernen.

Amancio Ortega, der ejer aktiemajoriteten i Inditex og også er bestyrelsesformand for koncernen, hører i øvrigt til blandt verdens rigeste personer.

Ifølge erhvervsmediet Bloombergs såkaldte Billionaires Index, der løbende opgør formuerne hos verdens rigeste mennesker, ligger han i øjeblikket placeret på listens sjetteplads og har en nettoformue på anslået 66,2 mia. dollars.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS fødevarebranchen, hvor vi ser på fordel og ulemper i forhold til de en af de idéer, som forsøger at bygge verdens med avancerede fødevareprinter.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også