Louis Vuitton-ejer overrasker igen med høj organisk vækst
Det franske luksusbrand LVMH, der blandt andet har tasker fra Louis Vuitton og Dom Pérignon-champagne på hylderne, klarede sig igen i årets andet kvartal en del bedre end ventet.
I kvartalet overraskede særligt den organiske omsætningsvækst ved at lande på 12 pct., mens analytikerne forud for regnskabet havde sat næsen op efter en organisk vækst på 10 pct., viser et estimat indsamlet af Bloomberg News.
Salget af mode- og lædervarer var med til trække godt op i væksten i kvartalet, hvor den gruppe af varer voksede med 20 pct. på organisk basis. Analytikerne ventede en organisk salgsvækst på 14,4 pct. for mode- og lædervarerne.
Indtjeningen ramte stort set som ventet set over hele det første halvår. I første halvår endte overskuddet for den fortsættende forretning på 5,3 mia. euro mod forventningen på 5,37 mia. euro, skriver Bloomberg News.
LVMH ejer også kendte designermærker som Marc Jacobs, Christian Dior, Celine, Fendi og Kenzo. Derudover har selskabet også vin- og alkoholproducenter som Hennessy, Krug og Moët & Chandon i folden, og samtidig ejer selskabet også mærker inden for blandt andet parfume, kosmetik og smykker.
I første kvartal overraskede selskabet også, viser regnskabet, der blev offentliggjort i april. De første tre måneder af året bød nemlig på en organisk omsætningsvækst på 11 pct. Til sammenligning havde analytikerne ventet en organisk vækst på 8,8 pct. i første kvartal.


