Erhverv

Kæmpe milliarderstatning bliver reduceret i Roundup-sag i USA

En enorm erstatning på to milliarder dollar er blevet reduceret kraftigt i en amerikansk sag om ukrudtsmidlet Roundup.

Den tyske kemi- og medicinalgigant, Bayer, er selskabet, der står bag Roundup. Foto: AP Photo/Reed Saxon, File

En dommer i den amerikanske delstat Californien har således besluttet at ændre erstatningen fra to milliarder dollar - cirka 13,4 milliarder kroner - til 86,7 millioner dollar - godt 580 millioner kroner.

Det er det amerikanske par Alva og Alberta Pilliod, der har lagt sag an mod selskabet bag Roundup, den tyske kemi- og medicinalgigant Bayer.

De hævder, at ukrudtsmidlet er skyld i, at de har fået kræft.

I maj blev Bayer dømt til at betale den enorme milliarderstatning, som nu er blevet reduceret kraftigt. Den californiske dommer Winifred Smith mener, at erstatningen var overdrevet og i strid med forfatningen.

Bayer kalder i en udtalelse beslutningen for "et skridt i den rigtige retning":

- Vi mener fortsat, at dommen og erstatningen ikke kan støttes af beviser og er i strid med den omfattende mængde af pålidelige studier og konklusioner, der bekræfter, at ukrudtsmiddel med glyfosat kan bruges sikkert.

Roundup består af det kemiske stof glyfosat og optages gennem blade og skud. Det er et meget benyttet ukrudtsmiddel - også i Danmark, hvor Miljøstyrelsen anslår, at det danske forbrug i 2015 var på 853 ton.

Bayer står over for flere end 13.400 retssager i USA på grund af den påståede kræftrisiko, som menes at være forbundet med ukrudtsmidlet.

Bayer afviser anklagerne. Den tyske gigant henviser til, at uafhængige forskere samt årtiers studier af selskabet har vist, at det er sikkert for mennesker at anvende glyfosat og Roundup.

Produktet blev oprindeligt patenteret af den amerikanske kemivirksomhed Monsanto. Det blev i 2018 opkøbt af Bayer.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også