Erhverv
BREAKING

Trump antyder en straftold på franske vine

Efter at Frankrig har vedtaget en skat på digitale services antyder præsident Donalds Trump på Twitter, at man måske skal gøre det samme på franske vine.

Donald Trump drikker hellere cola end vin, men det afholder ham ikke fra at insinuere, at han godt kan overveje at beskatte franske vine. Foto: AFP/ Roberto Schmidt

Godt nok drikker Donald Trump ikke selv. Men derfor kan den amerikanske præsident godt have en mening om priser og kvalitet på vin.

Mens mange skænker et køligt glas vin op i sommervarmen, insinuerer Trump, at USA kan pålægge en form gengændelsestold på franske vine.

Det ville i givet fald være en reaktion på, at Frankrig har vedtaget en 3 pct. skat på det salg, som multinationale firmaer som de store amerikanske tech-giganter har i Frankrig.

»Frankrig har lige lagt en digital skat på vores prægtige amerikanske teknologiske virksomheder. Hvis nogen skal beskatte dem, bør det være deres hjemland, USA. Vi vil annoncere en betydelig gengældelseshandling mod Macrons (den franske præsident, red.) dumhed om kort tid. Jeg har altid sagt, at amerikansk vin er bedre end fransk vin!« skriver Donald Trump på twitter fredag aften.

Det franske senat vedtog den nye skat torsdag, ligesom den er vedtaget af nationalforsamlingen.

Ifølge BBC skal ethvert digitalt selskab med en omsætning på mere end 750 mio. euro, ca. 5,6 mia. kr., hvoraf mindst 25 mio. euro eller 186 mio. kr., er skabt i Frankrig, beskattes med de 3 pct.

EU-kommissionen skønner, at almindelige virksomheder typisk bliver beskattet med 23 pct. på deres indtægter i EU, mens internetkoncernerne typisk betaler 8-9 pct.

Franskmændenes reaktion på Donald Trumps eventuelle modangreb kommer indtil videre fra den franske finansminister, Bruno Le Maire.

»Jeg vil gerne sige til vores amerikanske venner, at dette bør være et incitament for dem til at accelerere vores arbejde på at finde en aftale om international beskatning af digitale services,« siger Bruno Le Maire ifølge BBC.

De amerikanske myndigheder har i denne uge meddelt, at de vil undersøge de store tech-virksomheder, men den undersøgelser retter sig ikke mod deres skat, men hvordan de agerer i markedet.

Læs også