Erhverv

Netcompany udpeger ny bestyrelsesformand

Den danske it-virksomhed Netcompany har udnævnt Bo Rygaard som ny bestyrelsesformand.

Bo Rygaard er ny bestyrelsesformand for danske Netcompany. Arkivfoto

Netcompany har fundet sin nye bestyrelsesformand. Ny på posten bliver Bo Rygaard, der allerede siden 2016 har siddet i Netcompanys bestyrelse. Det oplyser selskabet i en meddelelse.

It-virksomheden har været på jagt efter en ny bestyrelsesformand, da den daværende formand Pekka Ala-Pietilä allerede havde meddelt, at han ville opgive formandsposten ved udgangen af juni 2019.

»Som et resultat af søgningen, der blev foretaget efter en ny bestyrelsesformand (...), hvor både interne og eksterne kandidater er blevet grundigt vurderet, har bestyrelsen i dag aftalt, at Bo Rygaard, nuværende medlem af bestyrelsen tiltræder stillingen som ny bestyrelsesformand,« skriver Netcompany i meddelelsen. 

»Bo vurderes som den bedste kandidat og har dyb viden og forståelse for virksomheden fra sit arbejde i bestyrelsen siden 2016. Bo overtager rollen som ny formand for bestyrelsen den 20. august 2019 umiddelbart efter den ekstraordinære generalforsamling,« lyder det videre.

Den ekstraordinære generalforsamling vil foregå den 20. august i år.

Pekka Ala-Pietilä har været formand for bestyrelsen i det fremadstormende it-selskab siden 2017, men var nødt til at sige farvel til posten, fordi han er kommet i karambolage med proxy-advisoren Institutional Shareholder Services (ISS).

Bo Rygaard er udover sin nye post som formand for Netcompany også formand for Parken Sport & Entertainment A/S samt EET Group, ligesom han er adm. direktør for Dreyers Fond, fremgår det af hans Linkedin profil.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS Energisektoren, hvor vi ser på den næste generation af atomkraftreaktorer, som har potentialet til at blive et stort eksporteventyr for Danmark
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også