Erhverv
0

Nintendo lander langt fra analytikernes forventninger

Nintendo meddeler med regnskabet, at der dog var pæn fremgang i salget af Switch-konsoller. Foto: Bloomberg/ Buddhika Weerasinghe

Japanske Nintendo kunne med sit regnskab for første kvartal, der er landet tirsdag morgen, ikke leve op til analytikernes forventninger.

For regnskabsårets første tre måneder, der dækker over april, maj og juni, kunne Nintendo rapportere et nettooverskud på 16,60 mia. yen. Til sammenligning havde analytikerne ifølge et estimat indsamlet af Bloomberg News ventet et overskud på 26,31 mia. yen.

Ifølge Nintendo er en del af forklaringen, at selskabet i første kvartal mødte modgang på valutamarkederne med et tab i overskuddet på 12 mia. yen som et resultat af tab på udenlandske valutaer.

I perioden solgte spilproducenten for 172,11 mia. yen mod en forventning om et salg på 188,28 mia. yen. Indtjeningen per aktie landede på 139,30 yen mod en forventning om et resultat på 254,73 yen.

Nintendo meddeler med regnskabet, at der dog var pæn fremgang i salget af Switch-konsoller. I første kvartal solgte Nintendo 2,13 mio. konsoller. Det var en fremgang på 13 pct. sammenlignet med samme kvartal sidste år.

Salget af software til Nintendos Switch-konsoller løb op i 22,6 mio. enheder, hvilket var en fremgang på 26 pct. fra samme periode sidste år.

BRANCHENYT
Læs også