Dansk oplevelsesfirma solgt til fransk gigant
Ét af Europas største gavekortfirmaer Wonderbox har købt danske Go Dream.
Det danske oplevelsesfirma Go Dream, der sælger alt fra ballonture til luksusbrunch, er blevet solgt.
Køberen er franske Wonderbox, der er én af Europas førende udbydere af gavekort og oplevelser. Det fremgår af cvr-registeret og bliver bekræftet af Go Dreams hidtidige adm. direktør og hovedaktionær, Nicolai Bille Krogh.
»Det er korrekt, at vi har solgt Go Dream. Det er en god løsning for både medarbejdere og aktionærer. Det har været en fed rejse over 12 år fra et køkken på Nørrebro til et kontor i New York,« siger han.
Nicolai Bille Krogh fortæller, at Go Dream har brug for flere og stærkere kræfter for bedre at kunne lykkes i USA. Derfor er virksomheden blevet solgt.
Købsprisen på Go Dream, der i det seneste regnskabsår tjente 2,2 mio. kr., er hemmelig.
Både han og boet efter den afdøde milliardær Johan Schrøder har solgt deres ejerandel i Go Dream til Wonderbox.
Nicolai Bille Krogh fremgår desuden ikke længere som direktionsmedlem for Go Dream, ligesom den hidtidige bestyrelse er blevet fjernet fra cvr-registeret. Blandt bestyrelsesmedlemmerne var også den kendte iværksætter Martin Thorborg.
Dog oplyser Nicolai Bille Krogh, at han fortsætter som direktør for Go Dream.
Go Dream er Danmarks største oplevelsesportal med en årlig trecifret millionomsætning og 40 ansatte. Nicolai Bille Krogh stiftede selskabet i 2007, da han købte stumperne af det konkursramte Oplevelsesgaver A/S.
Det er fire år siden, at Go Dream besluttede sig for at åbne et kontor i New York USA. Her så Go Dream et uforløst potentiale, fordi amerikanerne kun er vant til almindelige gavekort - og ikke oplevelsesgaver.
Men satsningen i USA var i begyndelsen en bekostelig affære, som kostede Go Dream et underskud på 14,3 mio. kr. i 2017.
Udviklingen i USA blev dog vendt i 2018, og nu er det danske oplevelsesfirma altså kommet på udenlandske hænder.