Erhverv

Svenske Securitas straffes på børsen efter regnskab

Aktien falder som konsekvens af regnskabet. Foto: Tobias Nicolai

Svenske Securitas kom ud af andet kvartal med et sæt finansielle resultater, som ikke kunne leve op til selv de laveste estimater blandt analytikerne, når det gjaldt omsætningen.

For perioden kunne sikringskoncernen rapportere en nettoomsætning på 27,68 mia. svenske kr. Til sammenligning havde analytikerne ifølge et estimat indsamlet af Bloomberg News ventet en nettoomsætning på 28,03 mia. svenske kr.

Analytikernes estimater lå i spændet 27,83 mia. svenske kr. til 28,29 mia. svenske kr., og dermed var omsætningen lavere end selv den mest pessimistiske analytiker havde ventet.

Driftsresultatet, EBITA, endte i perioden på 1377 mio. svenske kr. Til sammenligning havde analytikerne ventet et resultat på 1426 mio. svenske kr.

Det svenske selskab noterer i regnskabet, at Nordamerika leverede solid organisk vækst i andet kvartal, mens selskabet på det europæiske marked var udfordret af hård konkurrence og blandt andet tabte et par store kontrakter.

Investorerne ser ikke ud til at være tilfredse med dagens regnskab og sender aktien ned med 4,7 pct. på børsen i Stockholm.

BRANCHENYT
Læs også