Erhverv

Forbrugerombudsmanden har politianmeldt energiselskab for vildledende priser

Energiselskabet Natur-Energi beskyldes for at vildlede potentielle kunder om selskabets priser.

Foto: Thomas Borberg Foto: Thomas Borberg

Energiselskabet Natur-Energi er blevet meldt til politiet af Forbrugerombudsmanden, der mener, at selskabet har vildledt potentielle kunder om sine priser.

Ifølge Forbrugerombudsmanden brugte Natur-Energi i sin markedsføring priser på elprodukter, der var uden et engrosgebyr, som kunderne ikke kunne undgå.

Gebyret stod et andet sted i markedsføringen, og det var op til kunden selv at lægge de to priser sammen for at få den reelle pris.

Derfor har Forbrugerombudsmanden vurderet, at selskabet bør meldes til politiet.

Det oplyses i en pressemeddelelse, hvor også teleselskabet Telia og Waoo, der installerer fibernet, får skæld ud for ikke at inkludere gebyrer i deres priser.

De to selskaber har dog rettet ind efter henvendelse fra Forbrugerombudsmanden. De slipper derfor med en løftet pegefinger.

I pressemeddelelsen forklarer forbrugerombudsmand Christian Toftegaard Nielsen, hvorfor de tre selskabers markedsføring er blevet taget op:

- Prisen er en væsentlig del af beslutningsgrundlaget, når forbrugerne vurderer fordele og ulemper ved produkter.

- Derfor skal forbrugerne kunne stole på, at uundgåelige omkostninger er indregnet i den pris, der bliver fokuseret på i markedsføringen, og at det fremgår tydeligt, hvis der er eller kan komme ekstra omkostninger ud over den oplyste pris.

Natur-Energi skriver på sin hjemmeside, at selskabet har mere end 75.000 danske husstande i Danmark som kunder.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Få historierne om de iværksættere, der har potentialet til at redefinere dele af dansk erhvervsliv. Få magasinet her
BRANCHENYT
Læs også