Erhverv
0

Sjælden "Nazi-Porsche" skal på auktion

Verdens ældste Porsche - fra før Porsche blev oprettet som virksomhed - ryger på auktion i denne måned hos Sotheby's.

Her er den "Porsche" som sættes på auktion hos Sotheby's i midten af august. Type 64 ventes at blive solgt for over 20 mio. dollars. Foto: Sotheby's

I midten af denne måned bliver verdens ældste Porsche sat på auktion. Det er en Porsche Type 64 fra 1939, og den ventes at blive solgt for over 20 mio. dollars i USA.

Det skriver Bloomberg.

Men hvordan kan en Porsche fra 1939 blive kaldt en Porsche, når selve Porsche-mærket først blev etableret i 1948? Og når de fleste samtidig opfatter den første rigtige Porsche som værende model 356 Gmuend Coupe fra 1948.

Her skiller vandene. Men Sotheby’s og deres specialister regner alligevel Model 64 som en Porsche.

Her er forklaringen:

I 1939 arbejdede Ferdinand Porsche som designer for blandt andre Mercedes-Daimler og Volkswagen. Han byggede Type 64 efter en bestilling fra nazisternes motorkontor (NSKK).

Chefen for motorkontoret, Adolf Hünhlein, håbede, at Type 64 kunne vinde motorløbet Berlin-til-Rom, som var planlagt som en fejring af den fascistiske venskabspagt mellem Tyskland og Italien.

Bilen skulle vise omverdenen, hvad tysk ingeniørkunst kunne frembringe. Men løbet blev aflyst, fordi der kom en krig i vejen.

I stedet brugte Ferdinand Porsche selv bilen til sine daglige ærinder. Han var medlem af nazistpartiet og SS og tilbragte efter krigen tid i fængsel for krigsforbrydelser.

Når mange ikke anser den for en Porsche, skyldes det blandt andet, at originalbilen bestod af dele fra VW og specielle dele, som Ferdinand Porsche selv fremstillede. Den er bygget på et modificeret VW-chassis og med VW-motor.

I 1948 blev bilen modificeret hos Pininfarina, og senere blev der tilført dele fra Fiat og østrigske Steyr.

Når Sotheby’s alligevel kalder den en Porsche, skyldes det de runde forlygter, det kurvende tag og de bløde sider, som kan anes i Porsche i dag.

Porsche selv har refereret til Type 64 som ”die Ahnherr” eller ”Forfaderen”, og da han startede Porsche i 1948 tilføjede han selv Porsche-navnet på fronten af bilen, skriver Bloomberg.

»Hvis Hr. Porsche mente, at bilen var god nok til at bære Porsche-navnet, så mener vi også, at vi kan kalde den en Porsche,« siger Alexander Weaver, der er bilspecialist hos Sotheby’s.

(For særligt interesserede kan man se hele historien og forklaringen her.)

BRANCHENYT
Læs også