Erhverv

Overgik biblen: Ikea dropper sit verdenskendte katalog

Ikea siger farvel til det analoge og træder ind i den digitale verden med et onlinekatalog.

Ikea-kataloget er siden den første udgivelse i 1951 vokset sig til at blive en af verdens største tryksager. Foto: Laura Krogh.

Op mod 2 mio. danske husstande modtager hvert år Ikeas trykte katalog i postkassen. Men fra i år er det slut, når Ikea afliver sit 50 år gamle katalog. Fremover kan det kun findes på Ikeas hjemmeside og på de sociale medier.

»Lige nu har Ikea en stærk position i Danmark, men vi har de sidste par år mærket øgede forventninger fra forbrugerne. Hvis vi skal blive ved med at leve op til de forventninger, må vi ikke hvile på laurbærrene. I stedet skal vi træde ind i fremtiden og gøre Ikea klar til de næste 50 år i Danmark,« siger Elefteria Cromlidou, kommerciel chef i Ikea Danmark, i en pressemeddelelse.

Ikea-kataloget er siden den første udgivelse i 1951 vokset sig til at blive en af verdens største tryksager. Faktisk oversteg oplaget på et tidspunkt biblen.

I 2018 blev der på verdensplan trykt over 190 millioner eksemplarer fordelt på 55 lande og 38 sprog.

De printede kataloger fra 2019 kan findes i Ikeas varehuse i et begrænset omfang. De kan fås efter først til mølle-princippet, oplyser Ikea.

De nye kataloger er en del af en plan, Ikea har lagt for de næste tre år. Planen skal blandt andet gøre det nemmere at handle i Ikea, uanset tid og sted.

Målet er at blive mere tilgængelig, og Ikea har derfor indført funktioner som ’klik og hent’ i sin onlineshop. Ikeas onlinehandel steg med 75 procent sidste år, blandt andet på grund af den nye plan.

I Danmark har Ikea fem varehuse, der sidste år omsatte for over 4 mia. kr.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også