Erhverv
0

Døende bilmærke i bemærkelsesværdigt comeback

Salget af Lancias eneste bilmodel er skudt i vejret. Det vækker opsigt.

Lancia har siden 1969 været en del af Fiat Chrysler-koncernen. Herhjemme blev mærket solgt gennem større Fiat-forhandlere, men svigtende salg betød, at Lancia i 1998 røg ud af det danske marked. Foto: Lancia.

Husker du Lancia? Bilmærket, der i 1980’erne vandt rally-titler i ét væk? Og som i de seneste mange år har levet en anonym skyggetilværelse med den ene fod i graven?

Nu er det italienske bilmærke på vej mod et bemærkelsesværdigt comeback i hjemlandet Italien, hvor Lancia i år har solgt flere biler, end hvad landsmanden Alfa Romeo har kunnet præstere i hele Europa. Det skriver flere internationale erhvervs- og bilmedier.

I første halvdel af 2019 solgte Lancia 34.700 eksemplarer af sin eneste model - Ypsilon - som kun sælges hjemme i Italien.

Til sammenligning solgte Alfa Romeo 27.702 biler i samme periode - i hele EU. Og det endda med fem forskellige bilmodeller på markedet.

Lancia har siden 1969 været en del af Fiat Chrysler-koncernen. Herhjemme blev mærket solgt gennem større Fiat-forhandlere, men svigtende salg betød, at Lancia i 1998 røg ud af det danske marked.

Sådan fortsatte nedturen for Lancia over hele Europa, og på et tidspunkt meddelte Fiat-koncernen, at Lancias eneste model, Ypsilon, ville blive udfaset i 2018.

Sådan gik det ikke.

Alene i årets første seks måneder er salget af Lancia Ypsilon i Italien steget med 28 pct. Det er højst usædvanligt, siger flere branchekendere, som peger på, at Lancia har formået at prissætte sin Ypsilon-model særdeles attraktivt.

Tilbudskampagner på Lancias italienske hjemmeside betyder, at den billigste standardversion af en Ypsilon koster helt ned til 9.300 euro, eller hvad der svarer til lige under 70.000 kr.

Om Fiat-koncernen planlægger et europæisk comeback for Lancia vides ikke.

Lancia blev grundlagt i 1906. Bilfabrikantens eneste nuværende model, Ypsilon, kom på markedet i 2011.

BRANCHENYT
Læs også