Erhverv

Kenneth Pedersen er lige fyldt 30 - og medejer af to virksomheder

Kenneth Pedersen er en travl mand. Han er trods sin unge alder medejer af to vidt forskellige virksomheder, der begge er i fremgang.

Kenneth Pedersen er glad for sine virksomheders succes, men udtaler også, at det ikke er ideelt at eje mere end én virksomhed. Foto: Privat

Kenneth Pedersen er ifølge ham selv ikke arbejdsnarkoman. Han er bare rigtig glad for sit arbejde.

Mens han studerede fuld tid på CBS, skabte han en millionforretning med sikkerhedsfirmaet Secubi. Derudover har han etableret endnu en virksomhed og står derfor nu som 30-årig bag to vækstvirksomheder:

Secubi og finansieringsplatformen Fairkredit.

»Da jeg som ung iværksætter købte mig ind i min første virksomhed, håbede jeg jo på, at jeg skulle være den næste Lars Larsen eller Christian Stadil. Men hvis man er realistisk, finder man ud af, at det er svært at opnå. Som iværksætter er man desperat for at få noget, man kan leve af, og da jeg dengang ikke havde fået Secubi til det niveau, jeg ønskede, startede jeg Fairkredit for at se, om det kunne lykkes,« siger Kenneth Pedersen.

Blå bog - Kenneth Pedersen
  • Tidligere kampsoldat i Livgarden
  • Tidligere udstationeret i Afghanistan
  • Direktør og medejer af Secubi og medejer af Fairkredit
  • Cand. Merc i finansiel og strategisk ledelse

Den 30-årige iværksætter er tilfreds med tilstanden i sine virksomheder. Secubi, der sælger videoovervågning til private og erhverv, tjente i 2018 lidt over 400.000 kr., hvilket var det klart bedste resultat i selskabets korte historie.

Også Fairkredit havde i 2018 overskud - 166.000 kr.

Kenneth Pedersen blev sidste år færdig med sit studie, og det har været vigtigt for Secubi og Fairkredit. Nu kan han dedikere sin arbejdstid fuldt ud til sine virksomheder uden at skulle løbe ud fra undervisningslokalet for at svare på opkald fra kunder. Det mener han også, at man kan se på bundlinjen.

»Det er virkelig en befrielse, for det var tough. Det var mega svært at være fokuseret til en undervisning, når man kunne se, at der var et eller andet, man manglede at få gjort færdigt i sin virksomhed,« siger han.

I år forventer Kenneth Pedersen, at Secubi omsætter for et tocifret millionbeløb. Og selvom der er overskud i Kenneth Pedersens firmaer, har han ingen planer om at trække alle pengene ud. Han ser helst, at de tjente penge bliver liggende i firmaerne, så der kan skabes gode rammer for medarbejderne og kunderne.

Derfor må drømmen om en Ferrari blive i skuffen for nu.

»For mig er det sjovt at se mine virksomheder blomstre op, og det kræver, at man lader noget kapital stå. Hvis du bare tømmer dine virksomheder, for at du kan få en Ferrari, er der ikke plads til, at man laver en hyggedag for at få et godt arbejdsmiljø,« siger han.

Drømmen om Stadil-status er lagt på hylden, og prioriteterne har ændret sig en smule. Midt i travlheden har Kenneth Pedersen nemlig fundet kvinden i sit liv. I maj blev de forældre til en lille datter, så i stedet for en Ferrari i garagen, står der en familievenlig stationcar.

Forældre-rollen har også betydet, at den ellers så arbejdsglade sjællænder har skåret ned på arbejdstimerne.

»Inden jeg blev far, arbejdede jeg tæt på 70 timer om ugen. Men nu har jeg fået en lille skrigeunge af en datter, og det er jo helt fantastisk, og så vil man også gerne være hjemme. Så i dag arbejder jeg nok 50 timer om ugen,« siger Kenneth Pedersen.

BRANCHENYT
Læs også