Erhverv

Opsplitning har været dyr for TDC

Telegiganten er tirsdag morgen kommet med halvårsregnskab.

Overskuddet i TDC faldt i første halvår med 93 pct. Foto: TDC PR

Det har kostet på både omsætningen og indtjeningen hos TDC at blive splittet i to dele.

Det fremgår af det halvårsregnskab, telegiganten har offentliggjort tirsdag morgen.

I andet kvartal, hvor opsplitningen af TDC er blevet gennemført, er omsætningen faldet med 2,1 pct., mens driftsresultatet er faldet 1,8 pct.

For halvåret er både omsætningen og indtjeningen ligeledes faldet. Det betyder, at TDC's bundlinje i årets første halvdel er faldet med 93 pct.

Fra 567 mio. kr. i første halvdel af 2018 til 61 mio. kr. i samme periode af 2019.

TDC forklarer faldet i indtjeningen med investeringer og omkostninger i forbindelse med opsplitningen i to enheder.

»Vi har nu skabt to forretningsenheder, som er førende i hver deres industri, og som vil forme Danmarks digitale fremtid,« siger TDC's topchef, Allison Kirkby, i en pressemeddelelse.

TDC skriver, at forretningsudviklingen i andet kvartal var i tråd med tidligere kvartaler med stærk vækst inden for bredbånd til privatkunder og fremgang i mobilforretningen inden for såvel privat som erhverv.

På grund af annoncerede prisstigninger oplevede TDC dog et mindre tab af mobilkunder i andet kvartal.

Den ene af de to TDC-enheder hedder Nuuday og har fokus på at være kundeorienteret, mens den anden nye enhed har fokus på infratstruktur og har fået navnet TDC Netco.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også