Erhverv
0

Arlas konkurrent taber milliarder

Det står så skidt til med økonomien hos Fonterra, at mejerigiganten ikke udbetaler aktieudnytte for i år.

Økonomien halter hos Arlas konkurrent Fronterra, der er verdens største eksportør af mejeriprodukter. Arkivfoto: Casper Dalhoff

Udsigten til et økonomisk katastrofeår får nu verdens største eksportør af mejeriprodukter til at sløjfe aktieudbytter for i år.

Fonterra med base i New Zealand har opdateret sine indtjeningsforventninger og har i den forbindelse blandt andet nedskrevet flere aktiver og afholdt forskellige engangsomkostninger.

»Dette er hårde, men nødvendige beslutninger, vi er nødt til at tage for at afspejle dagens realiteter,« siger adm. direktør Miles Hurrell i en pressemeddelelse.

Det betyder, at Arlas konkurrent nu forventer, at årets resultat ender i et underskud i niveauet 3,9 til 4,5 mia. kr.

»Vi har forpligtet os til at opdatere landmænd med information, når den er til rådighed. Tallene skal stadig afsluttes og revideres, men vi er nu overordnet set sikre nok til at melde ud før vores meddelelse om årets resultat i september,« siger Miles Hurrell.

Arbejdet med at reevaluere investeringer og aktiver har stået på siden september sidste år.

Selv om topchefen har forståelse for, at landmænd vil være frustrerede over udviklingen, fastslår han, at nedskrivningerne ikke påvirker Fonterras overlevelsesevne.

»Vores cash flow er fortsat stærkt, vores gæld er nedbragt, og den underliggende performance for virksomheden for helåret 2019 er i tråd med vores seneste indtjeningsguidance på 10-15 cent pr. aktie,« konstaterer Miles Hurrell.

Fonterra har blandt andet nedskrevet sine værdier i Brasilien, New Zealand, Australien og Venezuela. I Venezuela er forbrugervirksomheden solgt fra. På andre markeder har væksten været lavere end forventet.

BRANCHENYT
Læs også