Erhverv

It-millionær og tidligere fodboldklubejer kaster sig over brillebranchen

Thomas Olsen drømmer om at sælge briller i stor skala på linje med de største modetøjsforretninger.

Foto: PR-foto Luxreaders

It-millionæren og tidligere medejer af fodboldklubberne Lyngby Boldklub og B93 øjner nu stor indtjening i brillebranchen.

Det skriver Børsen.

Thomas Olsen stiftede kun 22 år gammel it-virksomheden Bluecom, som han blev rig på at sælge sin del af i 2001.

Men efter mange år som it-iværksætter og investor, kaster han nu sine iværksætterevner ind i virksomheden Luxreaders, som han håber på kan vokse sig så stor, at den med tiden kan sammenlignes med verdens største virksomheder inden for modetøj.  

Luxreaders har på nuværende tidspunkt solgt over 50.000 par læsebriller, og forventer en omsætning på omkring 11 mio. kr., skriver Børsen.

Thomas Olsen, der i dag er fyldt 50 år, fik ideén til en ny brillevirksomhed efter et møde med den tidligere medejer af brillekæden Thiele, Frederik Thiele. 

»Jeg havde en dialog med Frederik Thiele, som spurgte mig om, hvorfor vi ikke skulle begynde at sælge læsebriller på nettet. Og så gik vi i gang,« fortæller Thomas Olsen til Børsen.

Luxreaders blev for alvor skudt i gang i sommeren 2018, og på kun et år har selskabet åbnet netbutikker i Sverige, Norge, Finland, Storbritannien, Tyskland, Holland og Danmark, der stadig er deres største marked.

»Det tager os ca. 30 dage at åbne et nyt marked. Vores platform kan skaleres, så det ville tage os 30 dage, hvis vi ville starte med at sælge mobiltelefoner eller vandglas,« siger Thomas Olsen til Børsen.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også