Erhverv
0

Brandfarlige Apple-computere bandlyst fra fly

Det drejer sig MacBook Pro-computere solgt i en bestemt periode.

I juni oplyste Apple, at man ville tilbagekalde et begrænset antal 15 tommer MacBook Pro-computere. Foto: Michael Kappeler/AP

De amerikanske luftfartsmyndigheder har indført forbud mod enkelte MacBook Pro-modeller, fordi computerne har batterier, der risikerer at bryde i brand.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

I juni oplyste Apple, at man ville tilbagekalde et begrænset antal 15 tommer MacBook Pro-computere efter mistanke om, at batteriet i computeren kan overophede og bryde i brand. Det drejer sig om modeller solgt fra september 2015 til februar 2017.

Og nu har de amerikanske luftfartsmyndigheder så instrueret landets flyselskaber om, at de pågældende MacBook Pro-computere ikke må medbringes på fly. Det sker af sikkerhedsmæssige årsager.

Apple har ikke svaret på Reuters’ henvendelse om sagen.

Præcist hvad der er årsagen til brandfaren, og hvordan Apple har fundet frem til brandfaren, er stadig ukendt, ligesom det er uvist, hvor mange MacBook Pro-computere der er tale om.

Apple oplyste i juni, at der er tale om et »begrænset antal« fra »en ældre generation.«

Brandfare i batterier er ikke et enestående tilfælde i computerbranchen. Tidligere i år har både Lenovo og HP tilbagekaldt computere på grund af batteriproblemer. Det samme gjorde Apple sidste år med en række 13 tommers MacBook Pro-modeller.

FINANS BRIEFING MORGEN
De vigtigste nyheder fra erhvervslivet, udvalgt af FINANS' redaktører. Direkte i din indbakke.
BRANCHENYT
Læs også