Erhverv
0

Norsk hotelmilliardær køber luksuskæde

Petter Stordalen udvider igen sit hotelimperium.

Petter Stordalen er god for cirka 10 mia. kr. Foto: Gregers Tycho.

Den farverige norske milliardær Petter Stordalen har ifølge ham selv sat sin underskrift på en af karrierens vigtigste aftaler.

I en pressemeddelelse oplyser Petter Stordalen, som ejer Nordens største hotelkoncern Nordic Choice Hotels, at han har købt den finske luksushotelkæde Kämp Collection Hotels.

»Købet er en milepæl for både selskabet og mig selv, og det er en af de vigtigste handler, jeg har lavet i hotelbranchen,« udtaler Petter Stordalen ifølge TV2 Norge.

Kämp Collection Hotels har til sammen 1.400 hotelværelser og over 550 ansatte. Dermed føjer Petter Stordalen en stor bid til sit i forvejen voksende hotelimperium.

Et imperium, der har gjort ham til en af Norges rigeste mænd med en anslået formue på cirka 10 mia. kr.

Gennem holdingselskabet Strawberry Holding AS ejer Petter Stordalen en lang række hoteller i hele Norden. Men det har ikke været en ubetinget god forretning.

På det danske marked har Petter Stordalen over de seneste fire år sat 150 mio. kr. til. Stordalen ejer bl.a. de femstjernede luksushoteller Skt. Petri og Comfort Hotel.

Hvor meget Petter Stordalen har betalt for Kämp Collection Hotels fremgår ikke. Købet skal godkendes af de finske konkurrencemyndigheder.

FINANS BRIEFING MORGEN
De vigtigste nyheder fra erhvervslivet, udvalgt af FINANS' redaktører. Direkte i din indbakke.
BRANCHENYT
Læs også