Erhverv

Torm vil ikke betale udbytte trods bedste halvårsresultat i tre år

Foto: Torm

Rederiet Torm understreger i sit regnskab for andet kvartal, at selskabet ikke agter at udbetale udbytte for resultaterne i første halvår, der ellers bød på et pænt overskud.

Dermed går Torm også lidt mod de udmeldinger, som selskabet selv kom med efter regnskabet for første halvår, hvor der allerede var afdækket så mange skibsdage på pæne rateniveauer, at man kunne forudse en stor sandsynlighed for et samlet overskud i halvåret.

- Dermed skal vi også til at forholde os til, at vi har en udlodningspolitik, der tilsiger, at vi skal lave en form for udlodning, fortalte Jacob Meldgaard, der er administrerende direktør hos Torm, til Ritzau Finans efter regnskabet for første kvartal.

Torm har egentlig en politik om udlodning af 25-50 pct. af overskuddet på halvårsbasis, men i regnskabet for første halvår understreger selskabet, at bestyrelsen har vurderet, at en modernisering af flåden og klargøring til fremtiden står højere på dagsordenen end udlodning lige nu.

- Bestyrelsen har overvejet selskabets muligheder og vurderer, at den fortsatte modernisering af flåden gennem nybygninger, opkøb af moderne brugt tonnage og scrubber-installationer, på nuværende tidspunkt vil være den optimale kapitalallokering, skriver Torm i regnskabet.

Den løsning mener Torm-bestyrelsen vil være til størst gavn for aktionærerne.

I første halvår fik Torm et nettooverskud på 28,4 mio. dollar mod et underskud på 8,2 mio. dollar i første halvår sidste år.

Dermed er der også tale om rederiets bedste halvårsresultat i tre år, skriver Torm i regnskabet.

BRANCHENYT
Læs også