Erhverv

ISS-topchef: Væksten beviser at strategien med nøglekunder er rigtig

Adm. direktør i ISS Jeff Gravenhorst vil skille sig af med halvdelen af sine kunder og i stedet satse på nøglekunder. Foto: Stine Bidstrup

Nøglekunderne hos ISS har i årets første seks måneder bidraget til en stærk organisk vækst, og det er med til at bevise, at det er den rette strategi for serviceselskabet at fokusere på netop den type kunder.

Det siger Jeff Gravenhorst, der er administrerende direktør hos ISS, efter at selskabet torsdag morgen har fremlagt regnskabet for første halvdel af indeværende år.

Regnskabet viste en organisk vækst på 6,0 pct., hvilket var bedre end de 3,2 pct., som væksten endte på i samme periode sidste år, og de 5,3 pct., som analytikerne havde regnet med.

- Hvis man ser på regnskabet i dag, så har vi en organisk vækst, der er ret høj. Og hvis man kigger lidt dybere i tallene, så er det nøglekunderne, der især trækker op. I første halvår vokser nøglekunderne faktisk 8 pct. organisk, siger Jeff Gravenhorst.

I december sidste år annoncerede ISS en strategiopdatering, der handler om at frasælge aktiviteter, som ikke relaterer sig til nøglekunder.

Indtægterne fra frasalgene skal blandt andet bruges til at styrke de services, som ISS kan tilbyde nøglekunderne, der er det fremadrettede hovedfokus på kundesiden.

- I første halvår beviser vi, at det er det rigtige, vi gør. Der er ingen tvivl om, at den rigtige vej fremad for os er at blive ved med at levere til større kunder, hvor der er større synergier for dem og større synergier for os, og hvor markedet vokser, lyder det fra Jeff Gravenhorst.

ÆNDREDE FORVENTNINGER

Sammen med regnskabet har ISS hævet sin forventning til indeværende års organiske vækst, der nu ses ende på 6,5-7,5 pct. mod før 5-7 pct.

Samtidig er prognosen for selskabets driftsmarginal præciseret til 5,0-5,1 pct. fra 5,0-5,2 pct., efter at første halvår kastede en driftsmarginal på 3,7 pct, af sig.

Til sammenligning ventede analytikerne en margin på 3,8 pct., efter at den i første halvdel af sidste år lød på 3,9 pct.

Adspurgt hvorfor ISS har været nødt til at præcisere sin marginprognose, svarer Jeff Gravenhorst, at det er fordi, at selskabet vokser.

- Og når man vokser med mange nye kunder, så skal der også mange store investeringer til. Det vil sige, at når vi starter med nye kunder, så får vi en lavere margin i starten, siger ISS-topchefen.

I aktiemarkedet reagerer investorerne negativt på regnskabet, og torsdag lidt før middag falder ISS-aktien knapt 9 pct. til 166 kr. Hos Alm. Brand Markets vurderede analytiker Michael Friis Jørgensen før børsåbning, at aktien ville falde på grund af den præciserede marginprognose.

- Jeg kan ikke forklare aktiemarkedets reaktion, og det er også et marked, der kan være svært at gennemskue nogle gange, siger Jeff Gravenhorst og tilføjer:

- Men pointen er, at selvfølgelig går vi igennem en transformation. Men det gjorde vi også i går, så der er ikke noget nyt fra i går til i dag. Tværtimod er der en bekræftelse af, hvor vi er, og hvilken vej vi går, og alt sammen er i overensstemmelse med forventningerne plus en lille smule upside på den kommercielle side.

I forbindelse med torsdagens halvårsregnskab kan ISS-topchefen desuden fortælle, at selskabet fortsat ikke regner med en forlængelse af den store kontrakt med Novartis, der står til at udløbe ved årsskiftet.

BRANCHENYT
Læs også