Erhverv
0

Dansk smykkefirma gik konkurs - nu har ejerne købt det tilbage

Efter 29 år i smykkebranchen gik Dyrberg/Kern for få måneder siden konkurs. Nu bliver virksomheden igen vakt til live.

Gitte Dyrberg og Henning Kern har købt deres livsværk tilbage. Foto: Niels Hougaard. Foto: Niels Hougaard

Den kendte danske smykkevirksomhed Dyrbern/Kern er tilbage.

Kun tre måneder efter at virksomheden gik konkurs, har de to ejere, Gitte Dyrberg og Henning Kern, tilbagekøbt rettighederne og startet forretningen med en ny og mere simpel strategi.

Det skriver branchemediet Fashion Forum.

»Det er jo bizart, at man skal købe rettighederne til ens eget design og produkter, man selv har fået produceret, tilbage, men sådan var det, og det var det eneste rigtige at gøre,« siger Henning Kern til Fashion Forum.

Ifølge Gitte Dyrberg kunne smykkeduoen ikke magte at lade firmaet overgå til andre hænder. Derfor har de tilbagekøbt både design- og licensrettigheder samt Dyrberg/Kerns webshop, som nu igen er oppe.

Dyrberg/Kern blev etableret i 1985, da Henning Kern og Gitte Dyrberg mødte hinanden på designskolen i København og kom på at lave sæsonkollektioner med smykker til kvinder på samme måde som inden for tøjbranchen.

Det blev en kæmpe succes. På sit højeste havde Dyrberg/Kern 100 ansatte, millionerne rullede ind, og designerduoen udvidede til en række andre lande og lancerede nye produktlinjer, heriblandt solbriller og ure.

Men vokseværket blev for voldsomt og dyrt, og efter flere store millionunderskud blev Dyrberg/Kern tidligere på året begæret konkurs.

Nu er smykkefirmaet genoplivet, men det bliver hverken med 100 eller 25 ansatte, siger Gitte Dyrberg til Fashion Forum. Og selskabets sortiment af smykker skal være både smallere og stærkere, lyder det.

BRANCHENYT
Læs også