Erhverv
0

Fiat og Renault drøner i vejret efter rygter om mulig fusion

En fusion af Italien og Frankrig kan tyde på mere end bare et kulinarisk mesterværk, da investorerne onsdag middag har sat tænderne i bilaktierne for Fiat og Renault.

Foto: Frank Hoermann/ AP Images

Franske Renault drøner i vejret med 4,4 pct., og italienske Fiat følger med i svinget med en stigning på 3,8 pct., efter rygter om at en mulig fusion mellem de to bilgiganter stadig kan være på tale.

Ifølge Bloomberg News fortæller anonyme kilder til den italienske avis Il Sole 24, at bilselskaberne stadig er i kontakt om en mulig sammensmeltning.

Forhandlingerne mellem italienerne og franskmændene startede i juni tidligere i år, men brød kort efter sammen grundet Nissan - som er partner til Renault - der ville undlade at stemme om aftalen mellem Fiat og Renault.

Ifølge Bloomberg News ejer den franske regering 15 pct. af aktierne i Renault, og regeringen var fast besluttet på at sikre japanske Nissans opbakning til forslaget om en fusion af Renault og Fiat med henblik på at fastholde job og fabrikker i Frankrig.

Det viste sig imidlertid at tage for lang tid for Fiat, der utålmodigt rejste sig fra forhandlingsbordet og gik sin vej - for nu altså tilsyneladende at vende tilbage.

BRANCHENYT
Læs også