Erhverv

Kendte topchefer går sammen i nyt firma

Fem af dansk erhvervslivs mest profilerede personer har for nylig stiftet et selskab sammen.

Jim Hagemann Snabe, bestyrelsesformand i A.P. Møller - Mærsk, Ole Andersen tidligere bestyrelsesformand i Danske Bank, og Christian Clausen, forhenværende topchef i Nordea, har sammen stiftet et firma med flere andre. Foto: Niels Hougaard (tv. og th.) og Carsten Bundgaard(midt)

Det er ganske få selskaber i Danmark, der kan fremvise så fornemme CV’er, som folkene bag nystiftede More Ships ApS kan prale af.

For stifterne af More Ships ApS har erfaring fra de øverste poster i virksomheder som A.P. Møller - Mærsk, Danske Bank, Nordea, Carlsberg, Salling Group og Axcel.

Bag More Ships ApS står således Jim Hagemann Snabe, Ole Andersen, Christian Clausen, Nils Smedegaard Andersen og Christian Frigast.

Men hvad de mange erhvervsprofiler skal med det nystiftede investeringsselskab, er de ikke meget for at sige noget om.

»Det eneste, jeg kan sige, er at jeg via mit selskab har foretaget en investering i et privat selskab, som har foretaget en privat investering, og som jeg ikke tror har offentlighedens interesse,« skriver Ole Andersen i en mail.

Nogenlunde samme melding kommer fra Nils Smedegaard Andersen, hvis kone Kirsten Smedegaard Andersen er indsat som More Ships direktør. Hun sidder i en række bestyrelser, heriblandt hos Lønmodtagernes Dyrtidsfond.

»Det er bare et meget lille selskab, som næppe kan have offentlighedens interesse,« skriver Nils Smedegaard Andersen om More Ships.

Det er heller ikke lykkedes Finans at få andre af de involverede i More Ships til at fortælle om selskabets formål.

Det er i øvrigt ikke første gang, at nogle af More Ships-stifterne har investeringer sammen. Jim Hagemann Snabe, Ole Andersen og Christian Clausen har alle investeret i milliardfonden Nordic Alpha Partners. De tre herrer udgør desuden fondens advisory board.

I de fem selskaber, hvorfra de fem erhvervsprofiler har investeret i More Ships, er der en samlet bogført egenkapital på omkring 950 mio. kr.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også