Fortsæt til indhold

Kendte topchefer går sammen i nyt firma

Fem af dansk erhvervslivs mest profilerede personer har for nylig stiftet et selskab sammen.

Erhverv

Det er ganske få selskaber i Danmark, der kan fremvise så fornemme CV’er, som folkene bag nystiftede More Ships ApS kan prale af.

For stifterne af More Ships ApS har erfaring fra de øverste poster i virksomheder som A.P. Møller - Mærsk, Danske Bank, Nordea, Carlsberg, Salling Group og Axcel.

Bag More Ships ApS står således Jim Hagemann Snabe, Ole Andersen, Christian Clausen, Nils Smedegaard Andersen og Christian Frigast.

Nils Smedegaard Andersen, tidligere topchef i Mærsk og nuværende formand i Salling Group, er blandt medejerne af More Ships. Foto: Jens Dresling
Christian Frigast, medstifter af kapitalfonden Axcel, er også blandt More Ships' ejere.

Men hvad de mange erhvervsprofiler skal med det nystiftede investeringsselskab, er de ikke meget for at sige noget om.

»Det eneste, jeg kan sige, er at jeg via mit selskab har foretaget en investering i et privat selskab, som har foretaget en privat investering, og som jeg ikke tror har offentlighedens interesse,« skriver Ole Andersen i en mail.

Nogenlunde samme melding kommer fra Nils Smedegaard Andersen, hvis kone Kirsten Smedegaard Andersen er indsat som More Ships direktør. Hun sidder i en række bestyrelser, heriblandt hos Lønmodtagernes Dyrtidsfond.

»Det er bare et meget lille selskab, som næppe kan have offentlighedens interesse,« skriver Nils Smedegaard Andersen om More Ships.

Det er heller ikke lykkedes Finans at få andre af de involverede i More Ships til at fortælle om selskabets formål.

Det er i øvrigt ikke første gang, at nogle af More Ships-stifterne har investeringer sammen. Jim Hagemann Snabe, Ole Andersen og Christian Clausen har alle investeret i milliardfonden Nordic Alpha Partners. De tre herrer udgør desuden fondens advisory board.

I de fem selskaber, hvorfra de fem erhvervsprofiler har investeret i More Ships, er der en samlet bogført egenkapital på omkring 950 mio. kr.

Artiklens emner
Jim Hagemann Snabe
Ole Andersen