Erhverv

Medie: Bestyrelsesformand er klar til snak om salg af kriseramte B&O

Aktionærerne er skuffede efter tre nedjusteringer i Bang & Olufsen. Formand Ole Andersen melder, at bestyrelsen er klar til snak om salg, hvis en køber skulle melde sig.

Bang & Olufsen befinder sig endnu engang i et stormvejr. Foto: Rune Aarestrup Pedersen

Efter tre nedjusteringer er bestyrelsen Bang & Olufsen igang med en beredskabsplan. Det kan ifølge formanden udløse snak om salg, hvis der kommer henvendelser fra interesserede køber.

Det skriver Børsen torsdag aften efter at have talt med bestyrelsesformand Ole Andersen om situationen i Bang & Olufsen. 

»Hvis vi skulle få en henvendelse, så lytter vi, men det vil jo i givet fald selvfølgelig også skulle diskuteres med aktionærerne. Det er vi forpligtet til,« udtaler Ole Andersen til mediet.

Han fastslår samtidig, at i takt med nedjusteringerne, »begynder lamperne at blinke lidt. Vi er i en situation, hvor vi skal have en beredskabsplan, og det har vi selvfølgelig.«

Ole Andersen understreger dog i samme artikel, at bestyrelsen fortsat tror på virksomheden som et selvstændigt selskab. Derfor er han ikke klar til at sætte et konkret til-salg-skilt på virksomheden i Struer.

»Men vi siger ikke skrub af, hvis nogen kommer til os,« udtaler formanden til Børsen.

Tilbage i juli 2018 varslede Bang & Olufsens adm. direktør Henrik Clausen, at selskabet i de kommende tre regnskabsår ville hæve omsætningen med ti pct. om året og levere overskud undervejs. Der var da kommet styr på både omkostninger og salg.

Men både i december 2018 samt i marts og juni i år måtte Bang & Olufsen ændre det billede. I første omgang blev der meldt om nulvækst, men i junis nedjustering var meldeingen et fald på 13-14 pct. for hele året.

I 2014 solgte B&O dens forretningsområde Automotive til amerikanske Harman, og der var forhandlinger med kinesiske Sparkle Roll Group om en overtagelse af hele Bang & Olufsen - uden at det endte med resultat.

Finans har torsdag aften uden held forsøgt at få en kommentar fra bestyrelsesformand Ole Andersen til den aktuelle situation om og i Bang & Olufsen.

BRANCHENYT
Læs også