Erhverv

Medicinalkæmpe taber opiod-retssag - og stiger 5 pct.

Arkivfoto: AP/Lucas Jackson

Den amerikanske medicinalgigant Johnson & Johnson tabte mandag en retssag i Oklahoma og blev erklæret ansvarlig for opiod-krisen i delstaten. Johnson & Johnson skal derfor betale 572 mio. dollar i erstatning til Oklahomas sundhedsmyndigheder.

Det skriver Bloomberg News.

Erstatningen er mindre end frygtet, og derfor steg aktien i mandagens eftermarked med 2,3 pct. Delstaten Oklahoma havde søgt at få op mod 17,5 mia. dollar i erstatning.

Retssagen er den første af - formentlig - mange retssager mod Johnson & Johnson i spørgsmålet, og samtidig den første til at blive behandlet på delstatsniveau og nå frem til en dom.

Dommeren i retssagen, Thad Balkman, fandt, at Johnson & Johnson skabte en "midlertid gene for offentligheden" ved at foranledige læger til at overmedicinere patienter med opiod-baserede smertestillende midler. Derfor skal selskabet dække delstatens udgifter til behandling og håndtering af en kraftig stigning i afhængighed og overdoser.

Johnson & Johnson har mandag straks meddelt, at koncernen vil appellere den "fejlagtige" dom.

- Selskabet foranledigede ikke opiod-krisen; hverken fakta eller lovgivning understøtter udfaldet, hedder det i en meddelelse fra koncernen, som mener, den har stærke argumenter i en appelsag.

Retssagen mod Johnson & Johnson anses som en vigtig retningspil i tusindvis af lignende sager, som er rejst af byer, amter og delstater i USA mod medicinalproducenterne Johnson & Johnson, konkurrenterne Purdue Pharma og israelske Teva samt distributørerne McKesson, Cardinal Health og Amerisourcebergen.

Analytikere har ifølge Bloomberg News anslået, at selskaberne samlet kan ende med at skulle betale 100 mia. dollar i erstatning.

Teva stiger mandag i eftermarkedet også med cirka 5 pct.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også