Erhverv

Brøndby IF har igen lånt millioner af velhavende erhvervsmand

Fodboldklubben fra Vestegnen har nu i alt lån 60 mio. kr. af Jan Bech Andersen.

Bestyrelsesformand i Brøndby IF Jan Bech Andersen. Foto: Lars Poulsen

Brøndby IF har igen hentet penge hos sin storaktionær og bestyrelsesformand Jan Bech Andersen. Det er sket ad to omgange i form af lån, oplyser fodboldklubben fra Vestegnen i sit halvårsregnskab.

»Brøndby IF har i 2. kvartal 2019 optaget lån for 12,0 mio. kr. hos Jan Bech Andersen. Efter 1. halvår 2019 og frem til dags dato er der optaget yderligere lån hos Jan Bech Andersen på 30 mio. kr., ud over de 18 mio. kr. som selskabet i 2018 har lånt hos Jan Bech Andersen, således at den aftalte lånefinansiering fra Jan Bech Andersen per dags dato er 60,0 mio. kr.,« fremgår det af regnskabet.

I september 2018 meldte Brøndby IF ud, at klubben havde lånt 18 mio. kr. af Jan Bech Andersen. I den forbindelse oplyste klubben, at lånet skulle forrentes med 5 pct. i dets løbetid, og at det skulle være tilbagebetalt senest den 30. juni. i år.

Men som det fremgår af dagens regnskab fra Brøndby IF, er lånet på 18 mio. kr. altså ikke blevet betalt tilbage.

Hovedaktionæren vil dog ikke sige noget om lånene.

»Da jeg/vi arbejder på forskellige muligheder, har jeg ingen kommentarer,« skriver Jan Bech Andersen i en mail.

Jan Bech Andersen har grundlagt sin formue i shippingbranchen. Her arbejdede han i flere år i Asien for shippingfirmaet ST Shippings.

Han blev for alvor kendt i fodbolddanmark, da han i 2013 trådte ind fra højre og skød 65 mio. kr. ind i Brøndby IF, der på det tidspunkt var på randen af konkurs.

Det er ikke kun Jan Bech Andersen, Brøndby IF har lånt penge af. I 2. kvartal har fodboldklubben lånt 3 mio. kr. af selskabet TBC, som er ejet af bestyrelsesmedlemmet Torben Bjørn Christensen. Det bringer det samlede lån fra TBC til Brøndby IF op på 13 mio. kr.

I forbindelse med offentliggørelsen af regnskabet har Brøndby nedjusteret forventningerne for hele året. Fodboldklubben venter nu et underskud før skat i intervallet 63-73 mio. kr. Tidligere ventede klubben et underskud før skat i niveauet 40-50 mio. kr.

BRANCHENYT
Læs også