Erhverv

Nu åbner Nets-ledelsen aktiefesten for de menige medarbejdere

Medarbejderne i Nets får nu mulighed for at deltage i et aktieprogram, der gør det muligt for dem at investere 10.000-20.000 kr. i betalingsvirksomheden.

Bo Nilsson, adm. direktør i Nets. Arkivfoto: Sofia Busk.

Døren til aktiefesten i Nets bliver nu åbnet en smule på klem for de menige medarbejdere, så de fremover får mulighed for at investere i betalingskoncernen.

Det bekræfter Nets over for Børsen.

Tidligere på sommeren kom det frem, at det havde skabt vrede blandt de menige Nets-medarbejdere, at 60-70 chefer stod til en potentiel gevinst på omkring 7 mia. kr. i et lukrativt aktieprogram.

»Vores ejere introducerer et medinvesteringsprogram, der efter mere end et halvt års tilvirkning nu er helt på plads. Det omfatter alle vores medarbejdere i Nets i de 13 lande, hvor vi er repræsenteret, som nu alle får mulighed for at blive medinvestorer i virksomheden,« skriver Thomas Kolber, der er HR-chef i Nets, i en mail til Børsen.

Konkret får medarbejderne mulighed for at købe aktier for 10.000 eller 20.000 kr. og de kan afhændes, hvis Nets bliver solgt på et tidspunkt.

Hvis en medarbejder, der har købt aktier, stadig er ansat i Nets på et eventuelt salgstidspunkt, vil medarbejderen blive tildelt to aktier for hver aktie vedkommende købte i første omgang.

I alt 3.500 Nets-medarbejdere i 13 forskellige lande vil blive tilbudt at købe aktier i deres arbejdsplads.

Personer, der er ansat i Nets Corporate Service-afdeling, som i øjeblikket er ved at blive solgt til Mastercard, får dog ikke mulighed for at deltage.

Læs også