Erhverv

Pilotstrejke rammer danske flyafgange

En lang række afgange fra London til Danmark er blevet aflyst som følge af en forestående strejke i British Airways.

Der er varslet pilotstrejke i British Airways, hvorfor flyselskabet har aflyst en lang række afgange. Foto: Markus Mainka/picture-alliance/dpa/AP Images

42 flyafgange med plads til 6.000 passagerer til og fra Danmark er blevet aflyst.

Årsagen er en bebudet pilotstrejke hos British Airways den 9. september, den 10. september og den 27. september. Det har fået det britiske flyselskab til at aflyse samtlige afgange på de nævnte datoer og flere andre dage for at repositionere besætningen. Det rammer 42 flyafgange med tråde til Danmark.

Det skriver branchemediet Check-In.

Det er afgange til og fra både København og Billund, der bliver påvirket af den varslede pilotstrejke. Derudover er det ifølge Check-In ikke længere muligt at booke flyvninger den 26. september og den 28. september gennem British Airways.

Der er varslet strejke, fordi British Airways og mere end 4.000 piloter ikke kan blive enige om en ny overenskomst. British Airways har tilbudt piloterne en lønstigning på 11,5 pct. over tre år. Det er dog ikke godt nok for de britiske piloters fagforening, Balpa, der har taget strejkevåbnet i brug.

British Airways er en del af IAG, der er én af de største spillere i flybranchen og er børsnoteret i London.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også