Erhverv

Kendt københavnsk hotel med mystisk ejerkreds sat til salg

Det 366 værelser store Copenhagen Admiral Hotel, der årligt tjener et tocifret millionbeløb hjem i overskud til sin anonyme ejerkreds, er sat til salg. Salgsprisen kan sætte rekord for en hotelejendom.

Admiral Hotel. Foto: Google

Copenhagen Admiral Hotel har i årevis været en sand pengemaskine for en i offentligheden ukendt ejerkreds.

Nu er hotellet sat til salg – eller rettere: Det er muligt at byde på det og ikke få et afslag. Ifølge EjendomsWatch' oplysninger skal det koste 1,5 mia. kr. at blive ny ejer af den prominente adresse.

Hotellets bestyrelsesformand siden 1997, Jørgen Bertelsen, er ikke meget for at udtale sig om hverken salg eller pris.

»Jeg har ingen kommentarer. Omstændighederne er stadig præcis de samme, som der blev skrevet i maj måned,« siger han til EjendomsWatch, der har fået bekræftet fra andre kilder, at hotellet er til salg.

I maj skrev nichemediet Standby.dk, at hvis hotellet blev solgt til prisen, der blev præsenteret som "et milliardbeløb", kunne det gå hen og blive den hidtil højeste salgssum for et enkeltstående hotel i Danmark.

»Vi er i øjeblikket i gang med at sondere markedet. Om det ender med et salg, er ikke overhovedet afklaret. Der er slet ikke tale om, at vi er ude med et prisskilt om halsen. Vi ved godt, at vi har en rigtig stærk virksomhed, så når der kommer nogen uopfordret og banker på med et seriøst budskab, skal man være lydhør på, hvad der foregår og hvilke værdier, der tales om,« udtalte Jørgen Bertelsen dengang til mediet.

Når man kigger i regnskabsbøgerne, bekræfter de formandens ord om en "rigtig stærk virksomhed".

Kigger man på de sidste ti år, så har hotellet leveret et samlet overskud på knap 388 mio. kr. I 2018 blev ca. 31 mio. kr. trukket ud som udbytte, svarende til knap 76 pct. af overskuddet. I løbet af de ti år er der udbetalt et udbytte til ejerne på omkring 315 mio. kr.

Egenkapitalen rundede i 2018 600 mio. kr. med en soliditetsgrad på 56 pct.

Samme år er ejendommen opført til en værdi på ca. 873 mio. kr.

Regnskabet for året viser også, at der et realkreditlån på 244 mio. kr. i selskabet samt udskudt skat for 183 mio. kr.

I 2017 lavede Dansk Brancheanalyse en gennemgang af hotelsektoren herhjemme, som viste, at Admiral Hotel var det enkeltstående hotel i Danmark med den bedste indtjening. I gennemsnit tjente hotellet over en million kroner om ugen i 2017.

Kigger man i regnskaberne hos CAH Holding, som ejer af hotellet, så viser de, at overskuddet hvert år fra 2008 til 2017 er vokset stabilt. I perioden er det klatret fra knap 20 mio. kr. til lidt over 58 mio. kr. Men for første gang i ti år tog bundlinjen sig et dyk i 2018, som er det seneste regnskab. Den faldt fra 58 mio. kr. til 40 mio. kr.

Bruttofortjenesten faldt ligeledes fra 138 mio. kr. til 124 mio. kr.

Hotellet blev grundlagt i 1978 af blandt andre jagerpiloten Henning Remmen, som i dag er død.

I den brede offentlighed er ejerne ukendte, fordi ingen af dem sidder på mere end fem pct. af aktierne.

Jørgen Bertelsen løftede dog i 2015 lidt af sløret over for Børsen. I et interview med avisen fortalte han, at ejerkredsen bestod af efterkommere af piloter og luftfartsfolk.

Det er erhvervsmæglerkæden Colliers, som står for salget af hotellet. Herfra er der ingen kommentarer til processen.

Denne artikel er leveret af
Læs også