Erhverv

Novozymes varsler stor fyringsrunde

Den danske enzymkoncern Novozymes har netop varslet, at der skal fyres 280-330 medarbejdere. Fyringerne er led i selskabets nye strategiplan, som indebærer, at der skal spares 200-300 mio. kr.

Novozymes med adm. direktør Peder Holk Nielsen i spidsen skal frigøre 200-300 mio. kr. til en ny strategiplan. Nu falder de første fyringer. Foto: Stine Bidstrup

Enzymkoncernen Novozymes varsler nu en fyringsrunde, som indebærer, at 280-330 medarbejdere må forlade virksomheden - heraf 123 i Danmark.

Fyringerne kommer i forlængelse af, at Novozymes i juni offentliggjorde en opdateret strategiplan, som indebærer, at der skal frigøres 200-300 mio. kr. via effektiviseringer og en mere fokuseret produktudvikling.

De penge, der spares, skal reinvesteres i mere lønsomme vækstområder som produktion af planteproteiner og særlige enzymer, der bruges til rensning af både spildevand og drikkevand. Målet er at øge væksten i Novozymes, som de seneste år har stået næsten stille med en omsætning på omkring 14 mia. kr.

Fyringerne i Novozymes vil ske »på tværs af divisioner, funktioner og regioner,« oplyser selskabet i en pressemeddelelse. Novozymes har omkring 2.600 medarbejdere i Danmark.

Novozymes
  • Novozymes producerer industrielle enzymer og mikroorganismer.
  • Novozymes finder enzymerne i naturen og optimerer dem, så de kan bruges i industrien, hvor de erstatter kemikalier.
  • Enzymer indgår i vaskemidler til tøjvask og maskinopvask og gør det muligt at reducere vasketemperaturen og lave mere kompakte vaskemidler.
  • Enzymerne fra Novozymes anvendes også i foderblandinger til grise og kyllinger og sikrer, at dyrene kan optage en større del af næringsstofferne i foderet. Dermed reduceres forbruget af foder.
  • Mikroorganismerne fra Nozozymes øger landmændenes høstudbytter og reducerer udledningen af kvælstof.
  • I fødevareindustrien anvendes enzymerne til at holde eksempelvis brød friskt i længere tid. Dermed mindskes madspild.
  • Enzymer indgår desuden i produktion af biobrændstoffer som ethanol.

Selskabets adm. direktør Peder Holk Nielsen forklarer, at målet med ændringerne at »drive mere værdi ud af den eksisterende forretning og frigøre yderligere ressourcer, som skal investeres i strategiske muligheder.«

»Vi vil også investere mere i kommercielle aktiviteter og innovation - især i udviklingslande. For at opnå det, må vi beklageligvis afskedige medarbejdere på tværs af organisationen,« oplyser Peder Holk Nielsen.

Novozymes producerer enzymer, der blandt andet anvendes i vaskemidler, fødevarer, drikkevarer, foder og i produktionen af bioethanol. Selskabet producerer også mikroorganismer, der anvendes i landbruget.

Hidtil har Novozymes været aktiv i mere end 30 forretningsområder. Et centralt element i den nye strategiplan er, at der skal drosles ned for en række områder og i stedet satses mere på de områder, hvor potentialet for vækst og indtjening er størst.

»Vi vil fokusere vores forsknings- og udviklingsaktiviteter på færre projekter, der til gengæld har større gennemslagskraft. Samtidig vil vi udforske nye strategiske muligheder,« udtaler Peder Holk Nielsen. Han konkretiserer, at der blandt andet vil blive fokuseret på områder som rent vand, fødevaretilgængelighed og sundhed.

Novozymes har to gange nedjusteret forventningerne til indtjeningen i 2019, og selskabet offentliggjorde for få uger siden et halvårsregnskab, hvor salget var faldet 3 pct.

Nedturen skyldes hård modvind på flere af Novozymes vigtigste markeder. I Nordamerika har ekstremt vejr ramt to af af de største kundegrupper - landmændene og producenterne af bioethanol. Samtidig er der på tværs af mange lande en tendens til, at de store producenter af vaskemiddel skærer ned på indholdet af enzymer for at spare.

BRANCHENYT
Læs også