Erhverv

Dolce & Gabbana straffes efter sidste års racismebeskyldninger

Luksusmærket Dolce & Gabbana oplever fald i salg efter asiatisk shitstorm.

Dolce & Gabbana oplever fald i kinesiske salg efter sidste års shitstorm
Foto: Imaginechina via AP

Den italienske modegigant Dolce & Gabbana oplever fald i det asiatiske salg efter sidste års reklame-ballade.

Det skriver Reuters.

Ved udgangen af 2018 blev luksusmærket beskyldt for racisme efter en række reklamefilm, hvor en kinesisk kvinde forsøger at spise henholdsvis pasta, pizza og cannelloni med spisepinde.

Beskyldningen indledte en større kampagne ved navn ”Boykot Dolce”, hvor brugere på de kinesiske svar på Twitter, Weibo, opfordrede hinanden til at droppe mærket.

Dolce & Gabbana måtte også aflyse sit planlagte modeshow sidste november i Shanghai.

I seneste regnskab kunne Dolce & Gabbana fremvise en omsætning på 10,3 mia. kr., hvilket altså er en stigning på 4,9 pct. fra forrige år. Omsætningen i Asien alene er imidlertid faldet fra 25 pct. til 22 pct, og den forventes at falde yderligere i løbet af næste regnskabsår.

Og det er ikke første gang, at Dolce & Gabbana har været centrum i kontroverser. Branded røg blandt andet ud i en shitstorm i 2015 i London, da de to designere bag udtalte, at de var imod ægteskab mellem to personer af samme køn.

Designerne bag mærket har efter forsøgt sig med en offentlig undskyldning på kinesiske Weibo.

Virksomheden nævner ikke selv beskyldningerne, som årsag til faldet i omsætning i Asien.

I USA steg Dolce & Gabbanas salg til 16 pct. fra 13 pct. i forrige regnskabsår. I både Italien, øvrige Europa og Japan beskrives omsætningen som stort set uændret. Italien står for 23 pct. af mærkets omsætning.

FINANS giver dig overblik
Erhvervslivet og verden er i forandring i disse dage, hvilket har betydet store omvæltninger og en stor strøm af nyheder. Vi udvælger hver dag de væsentligste erhvervsnyheder og samler dem i vores nyhedsbreve.
Tilmeld dig her
BRANCHENYT
Læs også