Erhverv

Mærsk-rival har milliardoverskud

Cosco skriver i regnskabet, at første halvdel af 2019 har været præget af øget usikkerhed og store udfordringer. Foto: AP Foto: Imaginechina via AP

Mærsk-konkurrenten Cosco Shipping Holdings sejlede et pænt overskud i land i første halvår, hvor regnskabstallene er præget af opkøbet af containerrederiet OOCL.

Omsætningen er steget til 71,8 mia. yuan (68 mia. kr.) fra 45 mia. yuan, mens bundlinjen viser et overskud på lige under 1,2 mia. yuan mod et plus på 40 mio. yuan i første halvdel af 2018.

Cosco skriver i regnskabet, at første halvdel af 2019 har været præget af øget usikkerhed og store udfordringer. Væksten i efterspørgslen er aftaget, men det er væksten i udbuddet af ny containerkapacitet også. Samlet vurderer Cosco på baggrund af statistik fra en række institutioner, at såvel efterspørgsel som udbuddet steg mindre end 2 pct.

Også udsigterne for andet kvartal er usikre, og den kinesiske økonomi er under forøget pres, konstaterer Cosco med henvisning til handelssituationen, hvilket må dække over handelstvisten mellem USA og Kina.

BRANCHENYT
Læs også