Dansk køkkenfirma overlever
En rekonstruktion betyder, at køkkenproducenten Boform kan fortsætte driften - og at 25 medarbejdere beholder deres job.
Den økonomisk pressede køkkenproducent Boform overlever. Det står klart, efter at to sønderjyske selskaber har skudt et større millionbeløb ind i virksomheden, skriver Nordjyske.
Et underskud i seneste regnskabsår sendte Boforms selskabskapital i minus og såede tvivl om den fortsatte drift. Men nu er der fundet en løsning for køkkenproducenten med hovedsæde i Aalborg.
De nye medejere i Boform er selskaberne Hebo Danmark Holding ApS og Friis Group A/S. Boforms nuværende ejer, Lars Mehlum Sørensen, vil fortsat eje 51 pct. af aktierne i selskabet, skriver Nordjyske.
Boform blev grundlagt for 40 år siden og har i dag 10 butikker og showrooms på tværs af Norden og London.
Kapitalindsprøjtningen i selskabet betyder, at de omkring 25 ansatte kan beholde deres arbejde.


