Erhverv

AaB venter større underskud efter roligt transfervindue

Den nordjyske fodboldklub, AaB, venter et tab i millionklassen.

Tidligere regnede man med at tabe mellem 15 og 20 mio. kr.. Nu ventes tabet at blive større. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
AaB

Superligaklubben AaB har ikke hentet de forventede indtægter fra handel med spillere, og derfor må fodboldklubben nedjustere resultatforventningen til 2019.

Det oplyser selskabet bag fodboldklubben AaB, Aalborg Boldspilklub A/S, i en meddelelse til den danske fondsbørs, hvor selskabets aktier bliver handlet.

Nu venter AaB, at klubben i 2019 kommer til at tabe mellem 28 og 32 millioner kroner.

Tidligere regnede man med at tabe mellem 15 og 20 millioner kroner.

- Nedjusteringen er ikke tilfredsstillende, men desværre har vi i indeværende transfervindue ikke modtaget bud, der efter vores mening har matchet markedsværdien på vores spillere, hvorfor vi ikke har opnået de forventede transferindtægter, fortæller AaB's administrerende direktør, Thomas Bælum, i en pressemeddelelse.

- Spillersalg vil altid være en del af vores strategi, og vi følger ufortrødent vores målsætninger for Nordkraften og udvikling af AaB som helhed, tilføjer han.

I fondsbørsmeddelelsen oplyses det desuden, at der i resultatforventningen også er indregnet flere "strategiske investeringer i både kommerciel udvikling og faciliteter".

Transfervinduet for hovedparten af de europæiske fodboldligaer, herunder den danske Superliga, lukkede natten til tirsdag og åbner først igen 1. januar til næste år.

I det netop overståede transfervindue var blandt andet midtstopperen Jores Okore et varmt salgsemne i den nordjyske fodboldklub.

AaB endte dog med at beholde Jores Okore, ligesom det var tilfældet med anføreren og offensivprofilen, Lucas Andersen.

BRANCHENYT
Læs også