Erhverv

Tøjforretninger går konkurs i hobetal

2019 er det mest konkursramte år for de danske tøjbutikker siden 2010 på trods af, at der kun er gået otte måneder. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

I 2019 er 90 danske tøjbutikker gået konkurs. Det er det højeste tal siden 2010. Foto: Tobias Selnæs Markussen

Det går skidt for de danske tøjbutikker. I hvert fald når man kigger på antallet af tøjbutikker, som må dreje nøglen om.

I årets første otte måneder er 90 tøjbutikker nemlig gået konkurs, og det er det højeste årlige tal siden 2010, hvor 102 butikker gik konkurs. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

I 2018 lå antallet af konkurser i tøjforretningerne på 74.

Den øgede nethandel har ofte fået skylden for de fysiske tøjforretningers lukninger, men ifølge ekspert i detailhandel, Bruno Christensen, er nethandlen ikke den eneste faktor, der bærer skylden.

»Det er et resultat af mange forskellige ting, der peger i samme retning. Nethandel er én ting, men der er også en vældig vækst i genbrugsbutikkerne, hvor vi handler mere og mere. Forbruget på tøj er heller ikke, hvad det var tidligere. Belært af finanskrisen sparer vi mere op, og det betyder ikke længere så meget, om vi har det sidste nye tøj,« siger han.

Bruno Christensen fortæller, at mange af butikkerne har oplevet en højere konkurrence, hvilket har presset fortjenesten ned. Det rammer især de traditionelle tøjbutikker, der ikke kan følge med de konstante nyheder, der kommer fra de store kæder. De bliver nødt til at genopfinde sig selv, hvis de skal overleve.

»De tøjbutikker, der går konkurs, har mere eller mindre kun stangvarer. De har ikke noget specielt at byde på. De mangler at tage bestik af, hvad store kæder som Bestseller og H&M gør, og så finde en anden måde at gøre tingene på, som lader dem skille sig ud fra mængden. Mulighederne for at differentiere sig er der stadig,« siger han.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også