Erhverv
0

Ejendomsmilliardær har smidt lejer ud - kræver 5,5 mio. kr.

Et bittert opgør mellem Mikael Goldschmidt og arkitekten Mads Buhl har taget en ny drejning.

Ejendomsmatadoren Mikael Goldschmidt er blandt landets rigeste. Foto: Arkivfoto Foto: M. Goldschmidt Holding A/S

Den danske ejendomsmilliardær Mikael Goldschmidt har gennem flere år været involveret i et langtrukkent og højst usædvanligt opgør med en lejer, arkitekten Mads Buhl.

Dramaet har udspillet sig i en kæmpelejlighed i det indre København, og både politiet, Københavns Byret og Østre Landsret har været involveret. Nu er sagen endt med, at arkitekt Mads Buhl er blevet sat på gaden.

»Vi er meget glade for at kunne meddele, at arkitekt Mads Buhl i fredags (den 23. august 2019, red.) med fogeds og politis mellemkomst blev udsat af sit beboelseslejemål,« skriver Mikael Goldschmidt på Goldschmidt-koncernens hjemmeside.

Mads Buhl har i over 20 år boet til leje i den 362 kvm. store lejlighed, som er ejet af Goldschmidt-koncernen. Men for cirka fem år siden opstod der en strid mellem udlejer og lejer i forbindelse med en større renovering.

Ifølge Mikael Goldschmidt skulle der skiftes vandrør i Mads Buhls lejlighed, men arkitekten nægtede angiveligt håndværkere adgang til sin lejlighed - bl.a. ved at kræve 200.000 kr. i kompensation.

Både Mads Buhl og hans advokat har over for Berlingske afvist den udlægning.

»Siden Mikael Goldschmidt købte ejendommen i 2014, har hans koncern gjort sit yderste for at komme af med Mads Buhl, der i helt uhørt grad er blevet chikaneret. Mikael Goldschmidt skyr tilsyneladende ingen midler,« sagde advokat Sven Hougaard i 2017 til Berlingske.

Goldschmidt-koncernen har anlagt en række fogedsager mod Mads Buhl med krav om ophævelse af lejemålet. Det er to gange tidligere blevet afvist.

På et tidspunkt blev der lukket for vandet til Mads Buhls lejlighed, så han måtte hente vand i spande hos naboerne for at kunne bruge toilettet.

Goldschmidt-koncernen vandt i første omgang sagen i Københavns Byret, men tabte efterfølgende i Østre Landsret.

I august i år meddelte Goldschmidt-koncernen så imidlertid, at Østre Landsret nu havde dømt Mads Buhl til omgående at fraflytte sit lejemål. Og nu er han altså blevet sat ud.

Samtidig har Mikael Goldschmidt hævet et allerede rejst erstatningskrav på 4,5 mio. kr. mod Mads Buhl som følge af sagen. Nu forlanger Mikael Goldschmidt 5,5 mio. kr.

BRANCHENYT
Læs også