Erhverv

Hongkong-børs klar til at kæmpe videre efter London har afvist milliardbud

Håbet om at blive en mere global og langt større spiller lever stadig i Hongkong, selvom London Stock Exchange har afvist en fusion.

Foto: AP/LEFTERIS PITARAKIS

Den britiske børs London Stock Exchange har temmelig resolut afvist et milliardbud fra Hongkong. Men det har ikke skræmt byderne fra døren - de er klar til at forhandle, lyder det.

Briterne havde for mange »grundlæggende bekymringer« til at takke ja til det bud på hele 32 mia. pund svarende til 269 mia kr., der overraskende tikkede ind hos London Stock Exchange onsdag.

Et nøglepunkt var værdisætningen, som bestyrelsen dømte »alt for lav«, men derudover var der både problemer med buddets strategi og struktur.

»Derfor afviser bestyrelsen enstemmigt opkøbsforslaget givet de grundlæggende mangler og ser ingen mening med at gå videre,« skrev London Stock Exchange LSE fredag i en officiel meddelelse.

Håbet om at blive en mere global og langt større spiller lever dog stadig i Hongkong-børsen HKEX , som nu ifølge Reuters er vendt tilbage.

»HKEX tror på, at aktionærer i LSE burde få muligheden for at analysere transaktionen i detaljer og vil derfor fortsætte med at engagere sig med dem,« lyder det fra det asiatiske finanscentrum.

Det kan dog se ud til at blive op ad bakke, for afvisningen har flere årsager, mener en analytiker hos UBS, Michael Werner ifølge Reuters.

For det første er Stock Exchange selv er i færd med at overtage data- og børsgruppen Refinitiv for 27 mia. dollar.

Mens Hong Kong Exchanges and Clearing med en fusion kan kombinere to af de største finansielle centre i Asien og Europa, så kan London Stock Exchange med overtagelse af Refinitiv bide skeer med de allerstørste på markedet.

»Afvisningen gør det bestemt meget klart, at selvom HKEX vil genoverveje betingelserne i handlen viser det fundamentalt, at bestyrelsen i LSE foretrækker at gå ned videre med Refinitiv,« siger analytikeren.

Samtidig advarer både analytikere og London Stock Exchange om de politiske udfordringer ved en sammenlægning, især på baggrund af uroen i Hongkong.

Styret i Hongkong er største aktionær i ø-statens børs og skal blandt andet godkende 6 af de 13 bestyrelsesmedlemmer.

Der er også aktieejerne, som er skeptiske.

»Aktionærerne vil ikke blive skyndet til at træffe en beslutning, da vi kan lide Refinitiv-handelen. Hvis dette er en åbning fra HKEX, og de går 10 pct. op, så vil det være en sag omkring, hvad der måske sker på kort sigt for LSE-kursen over for et femårigt perspektiv om, hvor prisen kan ende efter en succesfuld integration af Refinitiv,« siger en unavngiven investor, som angiveligt er blandt de ti største ejere af LSE, til Financial Times.

BRANCHENYT
Læs også