Rynker kickstartede forretningen: Dansk hudplejemærke ottedobler millionomsætning
Efter få år på markedet omsætter danske Ecooking allerede for et tocifret millionbeløb.
For 11 år siden stod Tina Søgaard i sit køkken og rørte i gryder med nøje udvalgte olier og naturmidler. Det skulle blive til en ansigtscreme, og det kunne kun gå for langsomt.
Tina Søgaard var nemlig lige blevet skilt fra sin mand, og et efterfølgende vægttab havde efterladt hendes hud rynket og slap. Hun havde brug for et quickfix.
Dengang havde hun ikke troet, at hendes quickfix-creme skulle blive til Ecooking - en dansk hudplejeserie, der i dag omsætter for mange mio. kr. i både ind- og udland.
»Jeg lavede udelukkende cremen til mig selv og tilpassede den mine egne behov. Jeg havde aldrig regnet med, at andre kunne bruge den,« siger Tina Søgaard.
Ifølge Tina Søgaard skulle cremen »bare virke i går« - og det gjorde den. Hendes omgangskreds lagde hurtigt mærke til effekten og begyndte selv at efterspørge produkter. Der gik det op for Tina Søgaard, at hun kunne gøre det til en forretning.
Ecooking solgte i årets første seks måneder tæt ved 770.000 produkter. Hvis det fortsætter sådan, vil Ecooking ved årets udgang have ottedoblet sin omsætning på bare to år.
Og det regner Tina Søgaard stærkt med. Herhjemme kan hudplejeprodukterne købes i bl.a. Matas og på apoteket, men nu satser Ecooking altså også på udlandet. Mærket er allerede at finde hos forhandlere i flere europæiske lande, og virksomheden forventer at udvide til bl.a. USA og Sydamerika.
Tina Søgaard tilskriver blandt andet succesen, at kunderne er gode til at gøre opmærksomme på, hvis de mangler noget.
»Jeg tror, at vi vokser, som vi gør, fordi man indholdsmæssigt får et godt produkt. Men der vil altid være nogen, det ikke virker på, eller nogen der ikke kan tåle produkterne - selv når de har seks forskellige natur- og økomærkninger,« siger hun.
Hun forklarer, at Ecooking derfor ofte bruger sine kunder til at udvikle nye produkter. Det kan være gennem events, hvor kunderne selv får indflydelse, eller via mails med efterspørgsler, der giver anledning til nyde idéer.
Ecooking kom på hylderne i danske butikker i 2015, hvor sortimentet bestod af syv forskellige produkter. I dag tæller det 57 produkter med flere på vej mod slutningen af året.


