Erhverv

Medie: Skat gav frikort til rige arabiske oliefonde ved en fejl

Nogle af verdens rigeste fonde kan uberettiget have fået refunderet udbytteskat.

Foto: Skattestyrelsen

Arabiske oliefonde, der er direkte kontrolleret af sheik-familier, kan ved en fejl have fået refunderet millioner af kroner i dansk udbytteskat gennem bankordningen.

Det skriver DR Nyheder.

Det er angiveligt sket via frikort, som giver fremmede stater ret til at slippe for dansk udbytteskat. Men ifølge Skattestyrelsen har en kontrol af ordningen vist, at blandt andet to mellemøstlige fonde "ikke har godtgjort, at de er en del af en udenlandsk stat".

- Skattestyrelsen har derfor på det foreliggende grundlag vurderet, at de må anses for selvstændige skattesubjekter, hedder det i et notat, der er dateret 13. september i år.

Baseret på vidneudsagn og dokumenter, der er fremlagt i forbindelse med afhøringerne i Undersøgelseskommissionen om Skat, kan DR Nyheder og Børsen fortælle, at de to navngivne fonde er fra henholdsvis Saudi Arabien og Kuwait. De to fonde er begge på listen over de rigeste oliefonde i verden.

Fagdirektør i Skattestyrelsen Kenneth Joensen oplyste i går på et pressemøde om sagen, at der ikke er tale om svindel.

- Det handler i bund og grund om, at administrationen af frikortordningen ikke har været god nok i skattevæsenet, og derfor har vi også strammet sagsbehandlingen op, sagde Kenneth Joensen.

Det er uvist, hvor meget oliefondene samlet via bankordningen har fået udbetalt i dansk udbytteskat, men alene i 2012 fik Saudi Arabian Monetary Agency udbetalt 14,5 millioner kroner i refusion via bankordningen, fremgår det af interne mails og notater fra det daværende Skat, som er fremlagt under afhøringerne i undersøgelseskommissionen.

Styrelsen skriver, at man har "foretaget en række stramninger" af sagsbehandlingen, når det kommer til at udstedelsen af udbyttefrikort.

Til DR Nyheder siger skatteminister Morten Bødskov (S) at der ikke vil være frikort fremover.

- Også her er der simpelthen tale om en metode til at få refunderet udbytteskat, som ikke er rimelig og som ikke har været administreret ordentligt. Det vil man ikke se fremover, siger Morten Bødskov.

BRANCHENYT
Læs også