Erhverv

Millioner blev fundet på fly: Nu er der faldet dom

For 10 år siden blev der fundet omkring 3 mio. kr. på et Finnair-fly, gemt i paprør til chips og chokoladepapir. Nu har en finsk domstol bestemt, hvem der skal have pengene.

På et fly fra Finnair blev der i 2009 fundet 3 mio. kr. i kontanter. Foto: Imaginechina via AP

I 10 år har 400.000 euro, svarende til omkring 3 mio. kr., manglet at finde sin indehaver, efter pengene blev fundet gemt på et Finnair-fly.

Nu har en finsk domstol afgjort, at den finske stat er den rette arvtager af pengene. Det skriver det statslige finske medie YLE.

Sagen om de mystiske millioner tager sit udspring i oktober 2009 i Madrid. Her blev en kvinde fra Kina fjernet af de spanske myndigheder fra Finnair-flyet, før det lettede mod Helsinki.

Årsagen var, at der var blevet fundet usædvanligt mange kontanter i hendes indcheckede bagage.

Da Finnair-flyet landede i Helsinki, opdagede flypersonalet imidlertidig 400.000 euro gemt i paprør til chips og chokoladepapir i det område, hvor den kinesiske kvinde havde siddet.

Pengene var gemt i større bundter af 50 og 100 euro-sedler.

Siden undersøgte de finske myndigheder sagen som mulig hvidvask, og i den forbindelse blev den kinesiske kvinde spurgt, om hun ville gøre krav på pengene. Det gjorde hun ikke.

Men det gjorde til gengæld hittegodsfirmaet Lost and Found International Finland, der håndterer hittegods for en række flyselskaber i Helsinkis lufthavn, heriblandt Finnair.

Politiet afviste dog at udlevere pengene til hittegodsfirmaet, som derfor indbragte sagen for domstolene.

Først fastslog byretten, at pengene skulle tilfalde staten, og i mandags stadfæstede appelretten så den dom.

Ifølge YLE er det dog muligt for Lost and Found Interntional Finland at appellere sagen til den finske højesteret.

BRANCHENYT
Læs også