1.200 kr. for en nat: Nu kan du bo på Downton Abbey
Downton Abbey-slottet bliver nu udlejet via Airbnb, men kun for en enkelt nat og kun for et særligt udvalgt par.
Nu kan du få lov at tilbringe en nat som »lord and lady« i slottet, hvor familien Crawleys arvedrama udspillede sig.
Downton Abbey-slottet er nemlig blevet sat på Airbnb - men kun for en enkelt nat.
Det skriver CNBC.
Ejerne af Downton Abbey, slottet der i virkeligheden hedder Highclere Castle, og som danner rammen om den populære tv-serie Downton Abbey, har besluttet sig for at lade et par ”vinde” en nat på deres slot.
Her får vinderparret mulighed for at »bo som royale.« Der bliver blandt andet budt på middag og efterfølgende kaffe af værtsparret, jarl og grevinde af Carnarvon.
Vinderparret får også en rundvisning på hele ejendommen samt en lille gave fra jarlen og grevinden, så parret kan »nyde lidt af Highclere Castle«, efter det er vendt hjem.
Slottet bliver udlejet én nat via Airbnb for ca. 1.200 kr., og der er kamp om pladsen. Slottets ejere forventer skriftlige ansøgninger, der viser, at ansøgerne er »passionerede om Downton Abbey.« De tager derudover kun højde for ansøgere, der har gode anbefalinger på deres Airbnb-profil.
Highclere Castle ligger i Hampshire i England og har været lokation for flere engelske serier. Til dagligt beboes det af Jarlen og Grevinden af Carnarvon. Om sommeren er slottet åbent for turister.
Overnatningen bliver mellem den 26. og 27. november, og ansøgningsfristen åbner den 1. oktober.


