Erhverv

Politisk aftale på plads: Partier griber ind mod høje gebyrer på betalingsservice

En bred politisk aftale giver nu konkurrencemyndighederne bedre mulighed for at sætte ind over for høje gebyrer på betalingsservice.

Erhvervsminister Simon Kollerup. Arkivfoto: Stine Rasmussen.

Et flertal af Folketingets partier er torsdag blevet enige om at skride ind over for gebyrerne på betalingsservice.

Socialdemokratiet, Enhedslisten, SF, Alternativet, Radikale Venstre, Konservative, Venstre og Dansk Folkeparti er nået til enighed om en aftale, der sikrer, at konkurrencemyndighederne fremover kan gribe ind over for »urimelige priser og avancer« på bl.a. betalingsservice.

Det oplyser Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.

»Rigtig mange danskere og danske virksomheder benytter betalingstjenester til at betale deres regninger. Af hensyn til dem er det vigtigt, at udbyderne ikke kan udnytte en stærk markedsposition til at opkræve urimelige gebyrer,« siger erhvervsminister Simon Kollerup.

Den nye aftale betyder, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen nu vil kunne påbyde, at priserne skal sættes ned, hvis styrelsen kan dokumentere, at der er tale om urimelige priser og gebyrer på såkaldte debiteringsløsninger, som bl.a. omfatter Betalingsservice.

Den politiske aftale, som forventes at træde i kraft 1. januar 2020, kommer efter længere tids stormvejr rettet mod betalingsgigantens Nets, der i dag ejer betalingsservice.

I spidsen for kritikken har bl.a. stået en række velgørende organisationer, som har ment, at gebyrerne på betalingsserivce har været urimeligt høje.

Stridens kerne var et gebyr på 4,32 kr., som Nets opkrævede hver gang, der bliver givet et beløb til velgørende formål via betalingsservice. Et gebyr, som Nets har delt med bankerne.

BRANCHENYT
Læs også