Erhverv

Novos store pilledrøm er en realitet - klar til erobring af gigantisk marked

Novo Nordisk har fået godkendt oral Semaglutid i USA, og diabetespillen er nu endelig klar til at komme på markedet.

Lars Fruergaard Jørgensen, adm. direktør i Novo Nordisk, kan glæde sig over, at selskabets diabetespille endelig er klar til at komme på markedet i USA. Foto: Novo Nordisk. Grafik: Anders Thykier.

Det er spået til at blive det bedst sælgende lægemiddel i Novo Nordisks historie, og nu er det klar til at indlede erobringstogtet på verdens største medicinmarked i USA.

De amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, har nemlig godkendt diabetespillen, der er kendt som oral Semaglutid.

Det bekræfter Novo Nordisk i en pressemeddelelse.

»Patienter ønsker effektive behandlingsmuligheder til diabetes, som er minimalt forstyrrende i forhold til deres livsførelse, og FDA byder udviklingen af nye behandlingsmuligheder, der kan gøre det nemmere for patienterne at kontrollere deres sygdom velkommen,« siger Lisa Yanoff, fungerende direktør for FDA-divisionen, der har ansvar for godkendelsen, i en meddelelse.

I dag bliver omkring 70 pct. af alle diabetikere behandlet med piller, og Novo Nordisk har historisk aldrig været inde på det marked, men har til gengæld skabt forretningen via ikke mindst insulin og GLP-1-midler, der skal injiceres.

Oral Semaglutid er et GLP-1-middel og er bygget på det samme stof som lægemidlet Ozempic, der allerede er på markedet og altså injiceres.

GLP-1-midler har helt store fordel, at det modsat f.eks. insulin fører til vægttab hos patienten.

Markedet for piller mod behandling af diabetes anslås årligt på verdensplan at ligge på astronomiske 200 mia. kr.

Novo Nordisk-analytikerne forventer i gennemsnit, at pillen vil sælge for næsten 25 mia. kr. efter fem år på markedet.

Novo Nordisk har også ansøgt myndighederne i både Europa og i Japan om en godkendelse af oral Semaglutid, og her forventes midlet også godkendt, om end udsigterne er lidt længere.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også